Det nye afviserværk begynder at tage form

Der arbejdes i øjeblikket på livet løs, med at opsætte et nyt afviserværk ved Karrebæksmindebroen på vestsiden..

De gamle duc d'alber, der var kraftige pæle i et bundt, nedrammet i havnebassinnet for årtier tilbage, var efterhånden mørnet så meget, at de ikke kunne modstå et skib på forkert kurs, under gennemsejlingen ved broen.
Derfor besluttede Næstved Havn at udskifte dem.

BANKES OTTE METER NED I KANALBUNDEN
-Arbejdet med at ramme de store rør, der fremover skal være afviserværk, otte meter ned i kanalbunden, starter tirsdag, hvor den store kran bliver flyttet over på flåden, fortæller brofoged Tonny Rasmussen.
-Når de 6 pæle er slået, skal de forbindes med kraftigt jern og til sidst skal de beklædes med hårdt gumme, i stil med det, der er lavet på Sjællandssiden af broen.

PLANEN SIGER 1. JUNI
-Vi forventer at være færdige med det grove arbejde den 1. juni, men vi slipper nok ikke helt for en brolukning en enkelt nat, oplyser Tonny Rasmussen, der i den forbindelse skal søge om tilladelser bl.a. hos Næstved Brand og Redning, Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi og Region Sjælland, der har ambulancekørslen i området.
-Men alle skulle være inforstået med lukningen, så nu venter vi bare på en melding fra entreprenøren, så vi kan annoncere dato og tidspunkt.

ARBEJDE UNDER BROEN
Årsagen til lukningen er, at håndværkerne skal ind under broen og arbejde, med deres store flåde, men det skulle være et hurtigt job, hvis det hele flasker sig.

Gyldendals Den Store Danske forklarer ordet duc d'albe således:
duc d'albe(fr. 'hertugen af Alba'), svære, skråt nedrammede træpæle, samlet i toppen og anvendt til fortøjning af skibe. Anvendes også ved skibsmanøvrer som tillægning, forhaling og svajning. Moderne duc d'alber udføres ofte af nedrammede stålprofiler, tit eftergivelige og forsynet med fjedrende fendere for at mindske belastningen ved skibsstød.


20170515 11:19