Gospelkoret Old Stars besøger Karrebæk kirke



Gospelkoret Old Stars fra Hillerød har ungdommens energi og humør, som kan tage pusten fra de fleste, og de elsker simpelthen at synge sammen.

Koret består af 60 sangglade pensionister som øver hver mandag, og på lørdag den 16. juni kl. 15.00, kan koret opleves i Karrebæk Kirke.
Koret er i besiddelse af en smittende livsglæde, og gospelmusikkens ”magiske kraft” har i de 8 år koret har eksisteret gjort det til en virkelig passion at tænde lys i de svingende spirituals og old rytms. 

STOR ERFARING
Koret er begunstiget ved at have Nina Luna som korleder.
Hun er en karismatisk og kraftfuld sangerinde, dirigent, og sangskriver med stor passion for gospelmusikken.
Hun har stor erfaring inden for gospel, og har rørt mange hjerter med sit talent, engagement og indlevelse.
-Vi synger for og med publikum, og lader nye og gamle gospelsange indtage kirkerum og fællesskab, så musikken får liv, bevæger og indtager krop og sjæl, siger Nina Luna.

Nina placerer sig centralt i gospelmiljøet som arrangør, sangskriver, underviser og solist på en lang række festivaler, kurser og workshops i ind- og udland.

”Old Stars” har medvirket ved adskillige koncerter og kulturelle arrangementer rundt omkring i Danmark, som ”Plænen” i Tivoli, Præstevang kirke i Hillerød, Marstal Kirke, Nysted kirke på Lolland og senest ved en velgørenhedskoncert på Kreta.

Billetter kan købes ved indgangen for 50,- kr.


20180611 10:57