Ingen skal snydes for lidt hygge i havnen

Trioen Johnny Madsen Jam optrådte med stor succes sidste år udenfor Smålandshavet og nu kan vi opleve dem på fredag.

Der er lagt op til et par hyggelige dage i Karrebæksminde, når fire af byens erhvervsdrivende inviterer til "Hygge i Havnen" på fredag og lørdag.
Det er Enø Camping, Smålandshavet, Enø Steakhouse og Kanal Kroen, der er gået sammen om lidt underholdning for lokale beboere og gæster fra nær og fjern.

FEM KONCERTER PÅ TO DAGE
-Vi vil gerne lave det lidt hyggeligt med borde og bænke, god musik og forhåbentligt godt vejr, siger en af initiativtagerne Ulf Christensen fra Enø Camping.

Og der bliver noget for enhver musiksmag, når "To omskårne med creme og en dårlig" lægger ud fredag aften kl. 20 inden trioen Johnny Madsen Jam overtager senere på aftenen.
På lørdag er det så den irske troubadour og entertainer Tom Donovan der går på scenen kl. 14, hvor han giver smagsprøver på de traditionsrige irske sange, krydret med egne kompositioner.

SÅ SKAL DER SKRÅLES
Lørdag aften kl. 20 lægger coverbandet Byens Hotel ud med at sætte gang i fodsålerne hos de forhåbentlig mange tilhørere, og et par timer efter er det Johns Guld, der går på med de kendte John Mogensen melodier og sange, som vi alle kan skråle med på.

Byens Hotel er også på programmet når Kanal Kroen, Enø Steakhouse, Smålandshavet og Enø Camping inviterer til Hygge i Havnen fredag og lørdag.


20180626 12:13