Mange blev reddet på Enø Strand

Alle overlevede da elever fra Herlufsholm Svømmeklub afholdt Ocean Rescue Camp i Karrebæksminde.

Igennen sæsonen har Herlufsholm Svømmeklub haft to temauger i svømmeskolen med fokus på livredning. Som en afslutning på disse, var der inviteret til Ocean Rescue Camp ved Trygfondens livreddertårn på Enø Strand.

Her havde 24 børn fra klubben tilmeldt sig, alle i alderen fra 8-15, og de gennemgik det program, som svømmeklubben havde sammensat i samarbejde med DGI og Kystlivredderne.
-Det er et meget afvekslende program, med både leg, alvor og øvelser der skal lære deltagerne om livredning, førstehjælp og ikke mindst sikkerhed ved stranden, fortæller næstformand i HG Svøm, Åge Petersen.

Der blev gået til sagen lige fra starten, og det var nogle trætte børn, der efter 3 timers aktiviteter kunne tage hjem, med en masse viden om, hvordan man agerer ved og i vandet, både når det er sjovt, men også hvis der går noget galt.

GLAD FOR INITIATIVET
Livredningsdommer for Dansk Svømme Union Gunhild Krogager Carlsson, havde også lagt vejen forbi Ocean Rescue Camp, og hun var glad for initiativet.
-Det er en rigtig god ide, at bruge to uger i løbet af sæsonen, til livredning for børn. Her lærer de de en masse grundregler og får øvet sig i trygge omgivelser. Men det er ligeså vigtigt, at de også får afprøvet det hele ved det åbne hav, og det giver denne Ocean Rescue Camp mulighed for, siger Gunhild Krogager Carlsson.


20180708 15:27