Please download Java(tm).

Masser af aktiviteter ved årets høstmarked

De sidste ting er ved at falde på plads og de sidste aftaler er truffet, så alt skulle være klar til Lokalråd Karrebæksmindes Høstmarked 2015 i Karrebæk Præstegård lørdag den 26. september fra 10-16.
Der er en masse aktiviteter og underholdning for både børn og voksne dagen igennem.

RUNDVISNING I KARREBÆK MØLLE
Således vil spejderne være på pladsen og vise lidt af det de går og laver, der er ponyridning og så er der blevet mulighed for at besøge Karrebæk Mølle,  hvor tidligere museumsinspektør Palle Birk vil vise rundt og fortælle. Møllen blev bygget i 1852 og er i dag pejlemærke for skibstrafikken på Karrebæk Fjord.

Restaurant ”Kanalkroen” kommer og serverer "Dagens Ret" og måske en lille dessert.
Og så får høstmarkedet besøg af de to restauratører Kaj Salling fra Karrebæksminde og Jesper Kirketerp fra "Restaurant Radio" på Frederiksberg. De giver hver deres bud på, hvordan oksekød og fisk kan tilberedes. Og naturligvis er der smagsprøver.  

MARKEDSFRISØREN ER PÅ PLADS
Tidligere var der altid en frisør på det lokale marked, så de besøgende lige kunne få klaret en skår-lægning. Sådan bliver det også i Karrebæk Præstegård, hvor frisør Hanne Pind fra HairVision i Alléen dukker op med kam og saks, og hvad der ellers hører faget til. Mange af de private handlende og erhvervsfolk der deltog i sidste års tilløbsstykke, har igen sagt ja tak til at deltage i årets høstmarked, og mange nye er kommet til.
Så der bliver rig mulighed for at købe årstidens frugter og grøntsager, honning, saft og andre herlige produkter fra omegnen.

KLAP EN FISK OG SNIT EN GRÆSKARMAND
Blå Flag Center "Fjordhuset" dukker også op på pladsen, og så bliver der mulighed for at "klappe en fisk eller krabbe", og få lidt at vide om, hvad der sker i naturen lige nu.
Og så er der bestilt store græskar, så børnene kan snitte en (u)hyggelig græskarmand og tage med hjem.

Det sker under kyndig vejledning fra de lokale spejdere.

Så der er mange gode grunde til lørdag den 26. september at lægge vejen forbi  Karrebæk Præstegård i tidsrummet 10-16.
Klik på plakaten for at se den i A4-størrelse.


20150907 14:56

 

 DET
 SKER
 HER I
KARREBÆKSMINDE
















 

140 tons
Så meget vejer kontravægten på den spændende Karrebæksminde-bro.

Den store vægt gør, at der kun skal en ganske lille motor til at hæve og sænke broklappen.
Se mere her

 

Kakao, krigere og sutsko
Ja, det er ikke småting den smukke gule bygning ved broen har været anvendt til.


Læs mere

 

 

Havnene

Hvis man foretrækker at komme sejlende til Karrebæksminde, så er der også mulighed for det, hvad enten man kommer for sejl eller motor.
Havnene tilbyder en masse faciliteter og god service. Indsejlingen finder du her: La: N 55º 10' 30.02" Lo: E 11º 38' 14.72"
Se mere her

 

 

Karrebæksminde - meget mere end et idyllisk fiskerleje
Login Powered by CMSimple Template by Kildall Fotografi Sidst opdateret: 15/12 2017 08:58:26
Til forsiden