Please download Java(tm).

Når noget er gået godt en gang, er det en tradition!

Den tidligere restauratør og kok Kaj Salling fik hænderne fulde, da James og Adam Price kiggede forbi Karrebæksminde på deres tur rundt i hele landet efter egnsretter. Udsendelsen sendes til marts.

En opringning fra Danmarks Radio til indehaveren af hjemmesiden karrebaeksminde.dk, pressefotograf Finn John Carlsson, bevirkede at der få dage efter var stort opbud af TV-folk i Bygaden og på engen ved Karrebækvej.

Årsagen var, at DR i øjeblikket er i gang med at lave TV-udsendelser med brødrene James og Adam Price i hele landet om egnsretter, og i Karrebæksminde ville de også gerne i kontakt med personer, der kunne være behjælpelige med at finde de helt rigtige egnsretter.

-I første omgang ville DR gerne i forbindelse med vores lokale Fiskeri- og Bymuseum, for der måtte man da vide noget om den slags, fortæller Finn John Carlsson, der i år har haft over 2,7 mill. hits på sin hjemmeside.
-Men jeg henviste dem til min gode ven, den tidligere forstander på Gastronomisk Landsforbunds Fagskole på Karrebæksminde Kro og restauratør Kaj Salling, og han var med på ideen.

ÅLESUPPE OG PLUKFISK

Kaj Salling var på ferie i Jylland, men han begyndte straks at ringe rundt, for at få fat i aftaler på plads, og en af dem var med fisker Tommy Ditlevsen og hans hustru Anne-Marie. De skulle lave ålesuppe. Selv skulle han stå for plukfisk og sigtebrød.

Tre TV-hold, en Land-Rover og en stor campingvogn kørte så op foran Tommy Ditlevsens garn- og værkstedshus på engen, og så begyndte teknikere, fotografer stylister og instruktør at iscenesætte det hele.

Adam Price blev sendt med Tommy og en TV-fotograf i en lille jolle ud på fjorden, hvor de skulle røgte ruser, for at få ål til suppen. Og heldigvis var der ål i garnet.
Imens fik Anne-Marie og James Price sig en god sludder, for rullende kameraer, mens de tilberedte knoldselleri, porrer, gulerødder og kartofler i det hyggelige hus.

HUMAN AFLIVNING
-Jeg har fået opskriften af min svigermor, og brugte den en gang om ugen mens vores piger gik til svømning, forklarede Anne-Marie og mente, at de unge mennesker sikkert havde fået nok, så de ikke ville tage den på menuen i deres egne hjem.
-Men den var dejlig nem at lave, og så kunne den varmes op.

Ålene blev landet og James lærte, hvordan man aflivede og flåede dem. Så blev de renset og til sidst lagt ned til grøntsagerne i det kogende vand. Lidt krydderier blev tilsat og så skulle den bare stå og småsimre, inden den kunne spises.
Og den smagte herligt, bedyrede begge brødre.

Hos Kaj Salling var der trængsel i det lille køkken, hvor der skulle laves plukfisk og sigtebrød.

-Da jeg startede på kroen i 1971, holdt fiskerne hvert år to fester, hvor de fik torsk, laks og andre dejlige spisefisk, men absolut ikke ål. Det får vi til daglig, sagde de.
Sådan fortæller Kaj Salling, der efter de store gilder plukkede alt kødet af benene og serverede det dagen efter kl. 11 i krostuen, sammen med forskelligt tilbehør, som hakkede rødbeder og æg. Og naturligvis rigelig med øl og brændevin.

-Plukfisken blev hurtigt en tradition, for her i Karrebæksminde er noget, der er gået godt en gang, ganske enkelt en tradition, griner Kaj Salling, mens han slapper af med James og Adam inden optagelserne starter.

KARREBÆKSMINDEVALSEN
At Kaj Salling er en god fortæller og organisator, har der aldrig hersket tvivl om, og da han begynder at fortælle om Karrebæksmindevalsen, bliver brødrene meget interesseret.

-Er der tekst til den vals, spørger Adam, og Kaj nikker og forklarer, at der bor en musiker ikke så langt væk, som han da gerne vil prøve at få fat i. Få minutter efter, sidder den tidligere kriminalassistent Poul Ebbe fra Stenbæksholm i den hyggelige stue med sin harmonika, mens alle synger med på Karrebæksmindevalsen.

Plukfisken, der blev lavet af saltet torsk, behandlet som klipfisk, blev også en succes. Den blev nydt med en Karrebæksminde-Pilsner fra Næstved Bryghus.

Som tak for hjælpen, fik Kaj Salling en julebog af de to brødre, med en flot hilsen og tak for en dejlig dag i Karrebæksminde.
-Jeg har ikke læst noget i bogen endnu, kun deres hilsen, siger Kaj Salling. Og så bliver øjnene lidt våde på den gamle dreng.

Udsendelsen på DR/TV fra Karrebæksminde er programsat til marts måned 2015.


20141106 08:24

 

 

 

 DET
 SKER
 HER I
KARREBÆKSMINDE
















 

140 tons
Så meget vejer kontravægten på den spændende Karrebæksminde-bro.

Den store vægt gør, at der kun skal en ganske lille motor til at hæve og sænke broklappen.
Se mere her

 

Kakao, krigere og sutsko
Ja, det er ikke småting den smukke gule bygning ved broen har været anvendt til.


Læs mere

 

 

Havnene

Hvis man foretrækker at komme sejlende til Karrebæksminde, så er der også mulighed for det, hvad enten man kommer for sejl eller motor.
Havnene tilbyder en masse faciliteter og god service. Indsejlingen finder du her: La: N 55º 10' 30.02" Lo: E 11º 38' 14.72"
Se mere her

 

 

Karrebæksminde - meget mere end et idyllisk fiskerleje
Login Powered by CMSimple Template by Kildall Fotografi Sidst opdateret: 15/12 2017 08:58:26
Til forsiden