Please download Java(tm).

Nyt og gammelt mødes i Karrebæk Præstegård

Børn og unge fra 4H kommer og laver aktiviteter med de yngre besøgende på Karrebæk Høstmarked den 9. september 10-14. Sømandsviser, syltekonkurrencer, ponyridning, markedsfrisør og mange herlige boder er også sat på programmet, ligesom en tur i kirken, Bethesda og møllen er en mulighed.

Der er igen i år lagt op til nogle hyggelige timer i godt selskab, når Karrebæk Høstmarked løber af stablen lørdag den 9. september fra 10-14 i Karrebæk Præstegård.
En snes lokale stadeholdere har meldt deres ankomst med mange spændende produkter, for de flestes vedkommende hjemmelavede, og derudover byder markedet på spændende underholdning, ponyridning, åbent hus i kirken, Bethesda og møllen, samt syltekonkurrencen Surt & Sødt.

4H OG PONYRIDNING
Høstmarkedet får også besøg af den lokale afdeling af ”4H”, der kommer med en masse aktiviteter for de yngre gæster.
-Vi tager en kværn med, så vi kan lave korn til havregryn. Det plejer at være et hit blandt børn og unge, fortæller Tina Pedersen fra Karrebæk. Hun er netop blevet formand for 4H Fuglebjerg og Næstved.
-Derudover vil vi lave et par andre aktiviteter, så de yngre gæster selv kan lave en lille ting og tage med hjem. Det kunne måske være et lille armbånd eller en urtepotte til f.eks. krydderurter.
Nogle af deltagerne fra 4H tager givetvis også et par af deres kæledyr med, så de besøgende får mulighed for at sidde og kæle med en kanin.
Det er også Tina Pedersen fra Stald Vestergaard i Karrebæk, der hvert år har deltaget med sine herlige ponyer, som høstmarkedets mindste besøgende har haft stor glæde af. Der bliver mulighed for at få en ridetur fra 10-12 og fra 13-14.

ÅBNE HUSE
Høstmarkedet i Karrebæk Præstegård afvikles i tæt samarbejde med Karrebæk Kirkes Menighedsråd, der også er en del af markedet.
Således er der åbent hus i menighedshuset Bethesda, hvor nogle af brugerne vil fortælle om de mange aktiviteter, der året rundt foregår i lokalerne.
Ligeledes er der åbent i Karrebæk Kirke, hvor der vil være mulighed for at få en orientering om kirken og kigge den lidt nærmere efter i krogene.
Begge steder er der åbent fra 10-14.
Karrebæk Møllelaug vil også gerne vise deres nyerhvervelse, den 160 år gamle mølle frem for interesserede og give en orientering om fremtiden for Karrebæks vartegn. Det sker mellem 11.30 og 12.30.

TO GENERATIONER
Dommerne i årets syltekonkurrence Surt & Sødt ved Karrebæk Høstmarked bliver Rie Schimmell og Bent Aggesterup.
Rie Schimmell er ny dommer, født og opvokset i Præstø og indehaver af virksomheden Syltet. Hun fortæller.
-Jeg startede min virksomhed for at vise, at syltede grøntsager rent faktisk godt kan være sprøde og lækre, men også for at vise at man kan sylte nye og andre typer grøntsager end dem, som man finder i butikkerne nu.
Udover at være dommer kommer Rie også med sin lille stand på markedet.
Bent Aggestrup har i en menneskealder været med til at uddanne nogle af landets bedste kokke på Kokkeskolen i Kødbyen, og han er daglig gæst i mange af hans tidligere elevers køkkener, rundt om i landet.
-Jeg glæder mig meget til at være med igen i år, møde en masse herlige mennesker i Karrebæk, og smage på de forhåbentlig mange indleverede produkter.
Hvis du har lyst, så kig forbi Karrebæk Præstegård lørdag den 9. september, hvor du kan indlevere dit sylt, Surt & Sødt, til konkurrencen inden 12.45.

SØMANDSVISER OGSÅ FOR LANDKRABBER
Der bliver også god underholdning på årets høstmarked.
-Det er lykkedes os at få fat i koret Last Choice, der kommer og giver et par smagsprøver på deres kunnen. De har specialiseret sig i flerstemmig sang, hvor det især er de gamle shanties, der blev brugt for at holde takten under arbejdet på de store sejlskibe og sømandsviser, der står for skud, fortæller Gunhild Krogager Carlsson fra bestyrelsen i Karrebæk Høstmarked.
Last Choice underholder kl. 11.00 og kl. 12.30 i Præstegården.

DAGENS RET – KAFFE OG KAGE OG NYE ØL
Gæsterne på årets høstmarked i Karrebæk Præstegård behøver heller ikke gå hverken sultne eller tørstige fra markedet.
Igen i år serverer Kanalkroen dagens ret, efter al sandsynlighed også med en lille dessert, ligesom børnehaven ”Humlehaven” er på plads med deres overdådige kaffe og kagebord, ligesom Karrebæksminde Privatskole er leveringsdygtige i varme popcorn og saftevand, og så kan der desuden købet øl og vand til at skylle det hele ned med.

Endelig vil gæsterne blive præsenteret for to nye øl, nemlig Lille Præstekrave og Store Præstekrave.-Det er to prøvebrygninger vi har lavet, begge på 3%, friske øl, som vi vil arbejde videre på. Men vi synes lige gæsterne på Karrebæk Høstmarked skulle testsmage dem, fortæller Martin Bo Petersen indehaver af nanobryggeriet ”Redekassen”.
De holder til hos Næstved Bryghus, der i øvrigt også bliver repræsenteret med nogle af deres kendte ølmærker.

Nu håber Karrebæk Høstmarked bare på, at vejrguderne ligesom de tre første år, vil tilsmile Karrebæk Præstegård og omkringliggende jorder med tørvejr, måske lidt sol og tocifrede varmegrader, altså en dejlig sensommerdag.

Foto af Rie Schimmell er taget af Chris Tonnesen.


20170831 12:50

 

 DET
 SKER
 HER I
KARREBÆKSMINDE
















 

140 tons
Så meget vejer kontravægten på den spændende Karrebæksminde-bro.

Den store vægt gør, at der kun skal en ganske lille motor til at hæve og sænke broklappen.
Se mere her

 

Kakao, krigere og sutsko
Ja, det er ikke småting den smukke gule bygning ved broen har været anvendt til.


Læs mere

 

 

Havnene

Hvis man foretrækker at komme sejlende til Karrebæksminde, så er der også mulighed for det, hvad enten man kommer for sejl eller motor.
Havnene tilbyder en masse faciliteter og god service. Indsejlingen finder du her: La: N 55º 10' 30.02" Lo: E 11º 38' 14.72"
Se mere her

 

 

Karrebæksminde - meget mere end et idyllisk fiskerleje
Login Powered by CMSimple Template by Kildall Fotografi Sidst opdateret: 15/12 2017 08:58:26
Til forsiden