ForeningerFremhævede nyhederNyhederTurisme

Operasanger med passion for akvarelmaleriet

Ralph Eschrig og Michael Stolt udstiller i efterårsferien på Karrebæksminde Fiskeri- og Bymuseum.

Opera og værnepligt kan føre til mange spændende oplevelser.
Det kan Ralph Eschrig, der er uddannet som operasanger i Dresden og har gjort karriere som sådan, i DDR-tiden som solotenor i forskellige operahuse, bl.a. i Salzburg, skrive under på.
Efter murens fald fik Ralph Eschrig fast ansættelse som tenor i koret i Deutsche Oper Berlin, hvor han stadig er ansat.

Mens den unge Ralph Eschrig aftjente sin værnepligt på Rügen, betragtede han fra øens fyrtårn længselsfuldt klinterne på Møn. Den gamle drøm om at krydse Østersøen blev mulig, da han mange år senere erhvervede sejlbåden ”Alk”. I sommeren 2013 lagde han og hans kone Kristina Clemenz for første gang til på Møn, og på turen kom parret også forbi Nyord ud for Ulvshale på Møn.

KUNST OG VENSKAB
Her besøgte de Galleri Nyord og faldt i snak med Michael Stolt, som driver galleriet sammen med sin kone, glaskunstneren Runa Stolt Hellesøe.
Michael Stolt er uddannet lærer og boede i en årrække i Næstved. I 2000 flyttede han til Nyord og valgte i 2011 at kvitte lærerjobbet for at forfølge drømmen om at male. Et par år efter kom galleriet i et ældre byhus til.

Ralph Eschrig og Michael Stolt maler begge med olie, men har også en passion for akvarelmaleriet. Det var da også akvarellen, der bragte dem i snak ved deres første møde. Ralph Eschrig var netop på vej ud for at male en akvarel – som han næste dag kom forbi med. Det blev begyndelsen på et varmt venskab.
Nu kan de opleves på Karrebæksminde Fiskeri- og Bymuseum, hvor de udstiller i efterårsferien fra 10. til 18. oktober kl. 11.00-16.00.
Udstillingen åbnes med en reception lørdag den 10. oktober kl. 11.00, og der er fri entre alle dage.

error: Nej!