Vi er lidt som hyrderne på marken julenat
Der er valg til alle landets menighedsråd om få dage, men hvad er et menighedsråd egentlig for en tingest? Vi har spurgt pressefotograf Finn John Carlsson, der er mangeårigt medlem af Karrebæk Sogns Menighedsråd og formand for kirkegårdsudvalget.
-Vi er næsten lidt som hyrderne på marken julenat, der sad omkring bålet og prikkede med en pind til lidt fåreekskrementer mens de holdt vagt over deres hjord uden for Betlehem, fortæller Finn John Carlsson.
-De var de laveste i hierarkiet, men var på rette sted på det rigtige tidspunkt, lige der hvor tingene skete og klar til at gå i gang med at løse opgaven, da de af englen fik besked på at begive sig mod staden, hvor de skulle finde Maria og Josef med deres nyfødte baby.
SPÆNDENDE OPGAVER
-Sådan er det også i Karrebæk Sogns Menighedsråd. Vi står hele tiden klar i sognet til at løse en masse spændende opgaver og udfordringer her og nu, også selv om det ikke er så tit, der kommer en engel forbi sognet og beder os om det, fortsætter formanden for kirkegårdsudvalget.
-Vi har i stedet en masse dejlige sognebørn, som vi gerne vil give nogle gode oplevelser i og omring vores kirke.
-Men mindst lige så betydningsfuldt er det, at vi også har ansvaret for vedligeholdelse af bygninger og områderne omkring kirken og præstegården. Og her må vi mange gange ud og hente ekspertbistand, ikke kun fra dygtige håndværkere men også fra faglige rådgivere på områder som f.eks. kirkebygninger, landskaber og andre særlige emner, som vi ikke selv ved nok om.
-I den lidt mere fornøjelige del af vores arbejdsområde har vi vore kirkekoncerter, som altid trækker mange tilhørere, møder som de populære ”Tirsdagstræf”, hvor interessante personer kommer og fortæller om deres spændende liv eller ting, de brænder for. Vi har også kortklub og læsekreds, ligesom vi også fremover gerne vil lave nogle arrangementer, der henvender sig til børn og børnefamilier. Og vi er altid åbne for nye idéer.
FORDELING AF POSTER
-Det nuværende menighedsråd blev valgt for 4 år og vi er 7 medlemmer, foruden vores præst, der er født medlem af rådet.
-Vi har forskellige roller som f.eks. formand, kirkeværge, kontaktperson, kasserer samt formænd for forskellige udvalg, fortæller Finn John Carlsson.
-Vi har et stramt budget der er udstukket af provstiet, og som vi skal overholde. Men det sker af og til, at der sker ting, som vi ikke har kunnet forudse, og så skal vi søge pengene hos provstiudvalget. Og her skal vi virkelig have argumenterne og kendsgerninger i orden, men så plejer tingene at løse sig, siger han med et smil på læben.
-Vi har også ansvaret for vores personale som består af et graverteam, organist og kirkesangere. Præsten tager Kirkeministeriet sig af.
HJÆLP FRA FRIVILLIGE
-Mange af vores arrangementer foregår med stor hjælp fra en dejlig gruppe af frivillige. De er også med i planlægningen og tager aktiv del i afviklingen. Det er også vore frivillige, der fire gange om året står for uddelingen af vores sogneblad. Uden deres hjælp og støtte kunne det slet ikke lade sig gøre at lave de mange aktiviteter til gavn og glæde for alle interesserede i sognet.
DE TRE VISE MÆND
Men hvad så med de tre vise mænd, der senere kom med guld, duftevand og salve til den nyfødte. Er det dem vi i dag ser som provsten, biskoppen og kirkeministeren?
-Det kunne være fristende at svare ja til det spørgsmål, siger Finn John Carlsson med et glimt i øjet.
-Men det vigtigste for os i menighedsrådet er, at vi har styr på de ting, som vi efter loven og vores samvittighed skal sørge for.
-Så må andre længere oppe i hierarkiet klare de ting, de skal tage sig af.
ER DET NOGET FOR DIG
Der er valg til menighedsrådene landet over den 17. september, men datoen kan godt svinge en dag frem eller tilbage, idet sognets præst er formand for det der kaldes valgstyret. Og er der to eller flere sogne med den samme præst, kan det være nødvendigt at flytte datoen.
Det sker bl.a. i Karrebæk, hvor valget finder sted den 18. september kl. 19.00 i Bethesda og nabosognet i Fodby har valghandlingen den 17. september.
Hvis du har fået lyst til at være med i menighedsrådet i Karrebæk Sogn, så kan du rette henvendelse til sognepræst Jakob Grandjean (formand for valgstyret) på telefon 55 44 22 33 eller mail jgr@km.dk . Han kan også svare på eventuelle spørgsmål. Du kan også blot møde op på valgdagen den 18. september i Bethesda og stille dit kandidatur til rådighed, som det så flot hedder. I Karrebæk Sogn vælges der denne gang til en 2-årig periode.
Stemmerne tælles op samme aften, og hvis du bliver valgt, indkaldes du til et konstituerende møde, hvor der så skal fordeles poster, inden arbejdet går i gang ved kirkeåret begyndelse, som er den første søndag i advent.
Der skal naturligvis også bruges suppleanter til menighedsrådet. De vælges samme aften.