Werna og Benny siger farvel til Fiskerlejet
Det har været 5 fantastiske år, med tusindvis af dejlige gæster, hvoraf mange er blevet vores venner, et godt personale gode musikere og fantastiske omgivelser. Hvad kan man ønske sig mere, siger Benny Pedersen, der sammen med sin hustru Werna siden september 2020 har været indehavere af Café Fiskerlejet.
-Det var i starten mit barn, men blev hurtigt vores barn, fortsætter Benny med lidt grøde i stemmen.

CAFÉ MED VOKSEVÆRK
I 2020 var det kun en lille café med godt 20 borde, og i dag er der på en god dag 250 mennesker på de mange terrasser, lige ned til kanalen.
-På de helt store dage, hvor vi spærrer grusvejen af og holder vejfest, kan der være op mod 500 glade gæster, siger Werna, der i 46 år var personalekonsulent i DSB, hvor hun lærte Benny at kende.
Parret har 4 børn og 7 børnebørn, så det bliver rart snart at kunne holde fri sammen med dem.
-Hidtil har det været sådan, at hvis de ville besøge os i sommerperioden, så mødtes vi på Fiskerlejet, smiler Benny Pedersen, efter at have fået stemmen igen. Men fra udgangen af december, skulle der gerne komme lidt mere ro på for det vellidte værtspar.
PÅ PENSION
Werna (68) og Benny (66) har truffet beslutningen om at stoppe efter denne sæson i fællesskab, selv om Benny ikke var meget for det.
-Vi kunne måske give det 1 år mere, men så var det ligesom om, der var noget inde i mig der sagde, nej, det skal være nu, fortæller Benny Pedersen.
Dagens orkester har lige holdt lydprøve og et orkestermedlem spørger lige til, om lyden er OK eller om bassen er for høj.
-Det skal nemlig ikke være højere, end man kan tale sammen, mens der er musik, ellers som vi siger et moderat lydniveau forklarer Benny.
TID TIL FAMILIE OG VENNER
Når den sidste bon er slået, så står ægteparret med et overskud på et sted mellem 70 og 100 timer om ugen, og hvad skal de bruge dem til?
-Vi skal til at se noget mere til vores familie og de mange venner vi havde og har fået, så de ikke behøver tage på Fiskerlejet for at hilse på os.
-Og så skal vi naturligvis her ned for at høre noget god musik, som vi håber fortsætter, når en ny restauratør melder sig på banen, siger ægteparret i kor.


