Mistede sine forældre til en religiøs sekt
Forfatteren Helle Bertram vil til Tirsdagstræf den 10. marts kl. 14.30 i Sognegården i Karrebæk, fortælle om den store omvæltning i hendes liv, da hendes forældre pludselig valgte at blive medlemmer af Jehovas Vidner.

Helle Bertram voksede op i en familie på Sjælland med far, mor, storesøster og storebror. Familien havde levet som de fleste familier Danmark med traditioner som jul og fødselsdage og et stærkt sammenhold. Lige indtil Helles forældre begyndte at interessere sig for Jehovas Vidner. Herefter ændrede livet sig og familien faldt langsomt fra hinanden.
OPSLUGTE AF FÆLLESSKABET
Hendes forældre stoppede fra den ene dag til den anden med at fejre jul og fødselsdage, og Helle og hendes søskende flyttede alle hjemmefra i en tidlig alder. Forældrene blev mere og mere opslugte af fællesskabet med deres nye, åndelige familie mens Helle og hendes søskende aldrig selv er blevet en del af Jehovas Vidner.
SKABTE SIT EGET LIV
I foredraget fortæller Helle Bertram om at blive valgt fra af sine forældre, om at forsøge at bevare relationen og alligevel mærke en religiøs sekts indoktrinering gennem forældrenes fravalg og afbud. Og om at finde en vej i det og skabe sit eget liv.
Gennem Helles fortælling mærker man sorgen og længslen efter at have et sted at komme fra.
Foredraget rummer også oplæsning af breve fra ”Vidner – i sektens skygge”, der udkom i 2025 samt samtale med publikum.
Helle Bertram er cand. mag i Nordisk sprog og litteratur og arbejder til dagligt som forfatter og taleskriver. Hun har udgivet en række bøger, der kredser om temaer som ”hjem”, identitet og fremmedgjorthed. I 2025 udgav hun ”Vidner – i sektens skygge”, der er en brevveksling med Camilla W. Trustrup.
SOGNEUDFLUGT TIL JUNI
Efter foredraget med Helle Bertram er der mulighed for, fra klokken 16, at købe billetter til den årlige sogneudflugt. Den går i år til Europas største byggeplads, nemlig byggeriet ved Rødby Havn af tunnellen til Tyskland. Deltagerne vil først høre lidt om byggeriet, se film og visualiseringer, og derefter komme ud på den store udsigtsplatform ”Pilen” der er 217 meter lang, eller lige så lang som de 79 standard tunnelelementerne, der i øvrigt vejer 73.500 tons stykket.
Turen finder sted den 10. juni og der er 50 billetter til salg.
Prisen er 200,- kr. incl. middag, en genstand og kaffe.


