Fremhævede nyhederHandelNyhederTurisme

Ideerne spirer frem i takt med forårsblomsterne

Når søstrene Birgitte Dalsgaard og Henriette Christoffersen kommer hjem efter en lang undervisnings dag på deres respektive skoler, hvor de begge bl.a. underviser i det, der i dag hedder Håndværk og Design, så har de svært ved bare at sætte sig ned og slappe af.
Der er en masse ideer som de to søstre bare lige må lidt mere end tænke over, og så blomstrer kreativiteten i de to hjem.

LOKALER VED KANALEN
-Og når vi nu alligevel sidder og fremstiller en masse sjove ting, så kunne vi lige så godt se, om de kunne sælges, siger Birgitte Dalsgaard.

De begyndte at lede efter et egnet lokale, og fandt det helt rigtige på Gl. Brovej 31 i Karrebæksminde, med udsigt til kanalen.
Lokalerne havde i en del år huset Carsten Munks tøjbutik Earth Collection. Den var imidlertid lukket og de to initiativrige damer kunne derfor leje den.

-Til maj er det to år siden vi åbnede, og det er gået stærkt, siger Henriette Christoffersen.
-I vintermånederne holder vi åbent i weekenderne, men så snart det bliver lunere i vejret, udvides åbningstiderne.

BLUME & BLUME
Butikken ligger lidt gemt bag ”Grundlovspladsen” og Slopkisten og har fået navnet Blume & Blume.
-Det er vores mors pigenavn, som vi begge har beholdt, fortæller Birgitte Dalsgaard, der sammen med søsteren har en stor kærlighed til vintage, tekstil og papir.
Sammen har de skabt en poetisk og stemningsfuld butik med alt det, som de selv elsker og som de så gerne vil dele med andre.

LAMPESKÆRME
-Vi har i mange år haft stor passion for at gå på jagt efter gode vintagefund. Blandt andet fine, gamle lamper, fortæller søstrene.
-Men vi har haft svært ved at finde de rigtige lampeskærme. Derfor begyndte vi selv at lave nye skærme på de gamle skærmstativer. Først plisserede skærme i papir og siden hen også glatte skærme – i såvel stof som papir.
Det er også muligt at få skiftet papir eller stof på en gammel lampeskærm hos Blume & Blume.
-Så skal man bare møde op med den gamle skærm eller lampefod, finde det mønster man gerne vil have, så klarer vi resten og kan endda lave en sofapude, der passer til skærmen, når vi nu alligevel er i gang, siger Henriette med et smil.

Udvalgte dygtige lokale og regionale kunsthåndværkere præger også butikkens univers og er med til at gøre et besøg i butikken til en æstetisk oplevelse og til et sted, hvor man kan gøre gode og unikke fund.
På Facebook og Instagram kan man altid finde opdaterede åbningstider for ”blumeogblume”.

Søstrene Birgitte Dalsgaard og Henriette Christoffersen i deres lille butik med et hav af spændende kunst og brugsgenstande. Lampeskærmene er iøvrigt det helt store hit.
error: Nej!