-Vi må fare med lempe!

I kommunens budget for 2026 er der afsat 250.000 kroner til at udarbejde en ”Handleplan for turisme i Karrebæksminde og på Enø”. Målet er at styrke kvaliteten af turistoplevelsen, forlænge sæsonen og udvikle og sikre et fortsat attraktivt og bæredygtigt lokalsamfund, som det så smukt hedder i planen.
Tidligere flotte planer for området er havnet i en arkivmappe, men nu prøver politikerne noget nyt, nemlig at spørge i lokalsamfundet om borgernes mening og idéer for området.
Der har været afviklet et dialogmøde i juni.
BORGERMØDE 21. OKTOBER
-Vi har planlagt et borgenmøde den 21. oktober om aftenen, hvilket vi meget snart melder noget ud om, fortæller Kommunikations- og brandingchef i Næstved Kommune Morten Kramer Nielsen.

-Her vil alle borgere og foreninger naturligvis være velkomne.
-Fokus i handlingsplanen er, hvilke greb der skal til for at gøre Enø og Karrebæksminde til en destination, der bliver besøgt hele året og samtidig sikre, at det helt særlige ved området ikke forsvinder. Det er noget af det, borgermødet skal bruges til at diskutere. Og så kommer vi heller ikke udenom at tale trafik i sommerhalvåret, naturligvis, påpeger Morten Kramer Nielsen
TRAFIKANALYSE SAGDE HVAD ALLE VIDSTE
De 250.000 kr. der er afsat til projektet har bl.a. finansieret en trafikanalyse, hvor firmaet Sweco har lavet tusindvis af målinger på strækningen på Karrebækvej fra Skælskørvej til Karrebæksmindebroen, og er groft sagt kommet frem til det resultat, at der kører flere biler på vejen i sommerperioden, og at tiden det tager at køre strækningen, kan være længere, når der er så mange biler. Logik for burhøns.
Det kunne enhver borger i 4736 godt have fortalt embedsmændene inde i Næstved.
SKAL IKKE LIGNE HORNBÆK OG SØNDERVIG
Teknik- & Klimaudvalget fik en orientering om status på arbejdet med planen på deres sidste møde og i den forbindelse siger medlem af udvalget og Næstved Byråd Søren Revsbæk.

-Vi må fare med lempe. Karrebæksminde skal ikke være det ny Hornbæk eller Søndervig. Vi skal beholde charmen og det autentiske.
-Politisk må man sige, at trafiktal og Sweco analysen jo nok ikke bidrog med så meget mere, end lokale og besøgende i området ved i forvejen. Der er trafikale udfordringer, navnlig på udvalgte dage.
BEDRE PARKERING
-Jeg synes man skal passe lidt på, med de store ambitioner om at få mange flere turister og mange flere aktiviteter, advarer Søren Revsbæk.
-Karrebæksmindes styrke er jo, at området stadig har atmosfæren af et lokalt fiskerleje og at det netop ikke er alt for friseret. Der behøver ikke være aktivitet døgnet rundt – og ja, man må gerne holde de minutter det varer, at broen går op en gang i timen. Det er også en charme og det er vigtig for lystsejlerne, påpeger Søren Revsbæk.
Han opfordrer også til at parkeringsforholdene i området forbedres og udvikles. Det kunne bl.a. ske på de store stejlepladser bandt andet på Lungshave.
Så det er nu borgerne i Karrebæksminde skal finde de gode idéer frem og komme med dem på borgermødet den 21. oktober, så det ikke kun bliver de få, der gerne vil bestemme, der kommer til orde.


