“Pige træd varsomt, thi scenen er skrå, himlen er malet og slet ikke blå, alle de stjerner, der tindrer om kap, slukker man blot ved et tryk på en knap”.
Ludvig Brandstrups tekst fra Co-optimistrevyen i 1926 kender skuespiller, sceneinstruktør, forfatter og teaterdirektør Preben Harris alt til.
Igennem de sidste 63 år, har den nu 83 årige teatermand haft sin daglige gang på de skrå brædder eller i nærheden af dem.
I morgen, onsdag den 6. marts kl. 10.00 fortæller han om sit fantastiske liv under overskriften “Tæppet op”, som også er titlen på hans erindringsbog fra 2001.
Preben Harris, født i 1935, er først og fremmest kendt som skuespiller, sceneinstruktør og teaterdirektør. Han har både medvirket i film, tv- og radioteater og haft mange store roller på scenen.
Han har været leder af først Aarhus Teaters Forsøgsscene 1958-63, dernæst af Svalegangen 1963-67, Gladsaxe Teater 1967-71 og sidst af Folketeatret 1971-2001, som han udvidede med tre intimscener: Hippodromen, Snoreloftet og Ung Scene.
Derudover har han også arbejdet som dramatiker. For sin mangeårige og alsidige indsats har han modtaget et utal af priser og legater.
Foruden dramatik har Preben Harris skrevet mange bøger bl.a. for forlaget Gyldendal og den seneste i 2015 “Teater til Tiden, som også er erindringer om sit liv og fag.
Foredraget med Preben Harris foregår i Bethesda i morgen, onsdag den 6. marts kl. 19.00 og entréen er sat til 75,- kr., der også dækker kaffe og kage.