Strandidyl ødelægges og turisterne flygter
En lille smule blæsevejr kan sætte gang i ”sandflugten” på stranden ved det nye dige omkring Enø og Lungshave. Men det er mikroskopiske partikler, den såkaldte silt, der skaber de største problemer. På Vesterhave Strand, på den anden side af indsejlingen til Næstved, har man ikke det problem. Her er der nemlig 6 gange mindre silt i sandet.
Enø Digelaug og Næstved Kommune er godt i gang med at ødelægge den strandidyl, man tidligere har kendt på Enø, når de gang på gang hovedrystende undlader at reagere på de mange klager, der kommer over de store gener, det nye dige har medført. Et dige der er betalt af samtlige grundejere i det berørte område efter en særlig fordelingsnøgle.
MIKROSKOPISKE PARTIKLER
Når det blæser bare 6-8 sek. meter fra vest, hvilket er meget udbredt i Karrebæksminde, så letter silten, og så er det ikke kun sommerhusejerne og restauratørerne, der har problemer med den mikroskopiske silt.
Også sommerens mange badegæster, campisterne på Enø Camping og bådejerne der ligger i Næstved Sejlklub må give op i kampen mod det fine stof, som man med nød og næppe kan føle, ved at gnide silten mellem fingrene.
Silt er jordpartikler af en kornstørrelse mellem 0,002 og 0,063 mm., der lægger sig som et hvidligt lag overalt, hvor vinden blæser det hen, og den er svær, for ikke at sige umulig, at fjerne både fra huse, biler, planter og hvor den ellers har lagt sig.
Spørgsmålet er, om campister, turister og badegæster kommer igen næste år, når de har oplevet et par dage med blæsevejr i Karrebæksminde.
PRIVAT FINANCIERET UNDERSØGELSE
En gruppe sommerhusejere har fået udført tre analyser af Højvang Laboratorier A/S, der er de førende på området, som viser at sandet på Vesterhave Strand indeholder over 6 gange mindre silt, end det der er gravet op i Smålandsfarvandet og lagt som det nye dige omkring sommerhusgrundene på Enø og Lungshave. Derfor har man ikke problemet på Vesterhave, hvor havet iøvrigt igennem årtusinder har vasket sandet ”rent”. Spørgsmålet er, om det er det rigtige sted, der er hentet digemateriale fra, eller om entreprenøren kunne have købt sig til noget renere sand.
Det er rådgivningsfirmaet NIRAS og eksperter fra Kystdirektoratet, der har designet og konstrueret diget for Næstved Kommune og Enø Digelaug, og mange kunne godt tænke sig at se de analyser, som de har foretaget i forbindelse med opgravningen af materiale til digebyggeriet. De er dog endnu ikke kommet på bordet.
LER- OG MILJØPRØVER
I øjeblikket er Højvang også i gang med at lave ler- og miljøprøver af digematerialet, for at sikre sig, at det ikke indeholder miljøskadelige stoffer.
Det må snart være på tide, at Enø Digelaug og Næstved Kommune kommer frem med en løsningsmodel, så tilstandene kan blive normaliseret, inden der kommer advokater og et retsligt efterspil på banen.
Se video fra en vilkårlig dag med blæsevejr i Karrebæksminde her.