Fødselsdag og “afsløring” på Smålandshavet
Der er sendt invitationer ud til nær og fjern, indrykket store annoncer i de lokale medier og så har nyheden om begivenheden spredt sig med lynets hast i lokalsamfundet.
Der er Åbent Hus fredag den 25. august fra 11.30-14.00 på 3F’s Smålandshavet, hvor forstander Lone Warburg fejres sin 60 års fødselsdag.
Det er også på denne dag 3F’s hovedkasserer Kenneth Hove afslører planerne for 3F’s forbundsskole i Korsør. Forbundet overtog det tidligere Tårnborg Parkhotel 1. januar 2022 og det har stået næsten uberørt lige siden.
FRA DEN ENE VANDKANT TIL DEN ANDEN
Dagens fødselar Lone Warburg kom i juni 2010 fra vandkanten i Rødvig, hvor hun var direktør på HK-Københavns Konferencecenter Klinten, til vandkanten i Karrebæksminde, hvor hun blev forstander på Smålandshavet, der ejes af 3F. Her afløste hun Lis Nørhøj.
Siden har Lone sammen med sit dygtige personale drevet et godt og velfungerende kursuscenter, hvor der i sommerperioden også har været plads til mange glade sommergæster i de fine små lejligheder og i centrets restaurant og andre faciliteter.
UDSTILLING OG PRÆSENTATION
I april 2021 afsluttende Fagforbundet 3F forhandlingerne om at købe Grand Park hotellet i Korsør, det tidligere Tårnborg Parkhotel, der efter ombygning skulle slå dørene op som kursus- og konferencecenter omkring årsskiftet 2022/23.
-Vi har gennem længere tid set på mulighederne for at placere et nyt 3F kursus- og konferencecenter på en central placering i Danmark. Det nuværende Hotel Grand Park er med dets rammer og unikke beliggenhed særdeles velegnet,” sagde den daværende 3F formand Per Christensen, men efter overtagelsen 1. januar 2022 er der sådan set ikke sket noget, hvis man skal sige det groft.
Men nu løftes sløret for, hvad der skal ske i Korsør, når hovedkasserer i 3F og politisk ansvarlig for skolerne Kenneth Hove præsenterer projektet under “Åbent Hus” arrangementet på fredag.
Alle er velkomne og der lægges ud 11.30 med Smålandshavets klassiste “fredagsbuffet”. Herefter er der kl. 12.00 præsentation om de nye skoleplaner og Carsten Bo Jensen Band underholder, inden der er præsentation og smagsprøver på Smålandshavets nye tiltag: Det klimavenlige Dagmøde.
Der sluttes af med musik og bobler på Terrassen.