Gadefest på Fiskerlejet
Støvet havde næsten ikke lagt sig fra Bo Grauman og Martens Røgeris giga-arrangement fredag aften på Grundlovspladsen i Alléen, hvor Sømændene indtog scenen, før kolleger på den anden side af kanalen kaldte Mayday-Mayday.
Her gik Werna og Benny Pedersen sammen med deres dygtige personale igang med forberedelserne til dagens store arrangement med den populære og rutinerede gruppe Mayday.
I dagens anledning havde Café Fiskerlejet fået lov til at afspærre vejen ned mod slæbestedet, så der kunne sættes borde og stole op på området.
Og man kan vist roligt sige, at der blev taget godt imod det fine tilbud om at sidde i det flotte vejr og nyde lidt koldt til ganen, høre god musik, og måske bestille lidt fra det skandinaviske køkken hos B-spisehuset eller en græsk specialitet hos Street Greek, kollegerne på den anden side af gaden.
Når dagen er omme, skal der ryddes op, og så skal der i morgen gøres klar til at præsentere Nöhr, der går på scenen til normal tid kl. 15.00 på den populære musik-café med vel nok en beliggenhed, der kan måle sig med de bedste i landet.