Overvældende stor interesse for den nye sognegård i Karrebæk
Langt over 100 mennesker lagde vejen forbi den nye sognegård i Karrebæk efter højmessen den 1. søndag i advent i Karrebæk Kirke.
Her havde Karrebæk Sogns Menighedsråd inviteret til reception, og det skortede ikke på interessen, både for at få lidt lækkert at spise og drikke, men også for at se, hvad der er kommet ud af anstrengelserne.
Vognmand Helge Nielsen og frue var også mødt op, for at se, hvad der var blevet ud af vognmandsforretningens garager. Helge Nielsen er nemlig født på stedet i Villa Bakkely fra 1936 og han glædede sig over, hvad menighedsrådet havde fået ud af lokalerne.
I dagens anledning havde han en kopi af et billede taget i efteråret 1936, hvor sneploven holdt klar udenfor garagen, klar til at rydde sne, hvilket Karrebæk Vognmandsforretning har gjort lige siden.
Det var samtidig dagen, hvor det nye menighedsråd startede deres arbejde, og den afgående formand Carsten Storgaard takkede for et godt samarbejde og ønskede det nye menighedsråd held og lykke med arbejdet fremover.