Nyheder

Kun 19% ønsker fjernvarme i Karrebæksminde idag

Omkring 700 boliger i Karrebæksminde har mulighed for at få fjernvarme, men kun 19% af disse har på nuværende tidspunkt tilmeldt sig ordningen hos Karrebæk Fjernvarme under Affald Plus, svarende til ca. 130 boliger.
Det oplyser AffaldPlus i dag på vores forespørgsel.
Men der skal 65% til, omkring 455 boliger før projektet går i gang, så der mangler stadig langt over 300 boliger, og fristen for tilmelding er den 1. marts 2025.

BORGERMØDE I NÆSTVED
Men vi kan ikke sige, at der ikke bliver gjort noget, for at få borgerne med på byens eget lille fjernvarmeværk, der, hvis det lykkes at få nok tilmeldte, skal bygges bag Karrebæk Skole.
På onsdag den 15. januar kl. 19.00 inviteres der til møde i Gamle Ridehus på Grønnegade Kaserne i Næstved.
AffaldPlus er ellers fra flere sider blevet opfordret til at lave informationsmødet i Karrebæk, men her er der ikke lokaler, der er store nok, lyder beskeden fra selskabet på Ydernæs.
Karrebækhallen ville ellers være et godt bud på et stort lokale. Men det er åbenbart nemmere for arrangørerne at lade de måske kommende varmeværkskunder sætte sig i bilerne og køre til Næstved, i stedet for at sende en lastbil med stole og mandskab til Karrebæksminde.
Det virker hverken logisk eller særlig grønt.

Karrebæk Kirke har netop fået installeret varmepumpe.

VARMEPUMPE I KARREBÆK KIRKE
Tager man en tur rundt i Karrebæk Sogn og ser, hvor mange steder der allerede står varmepumper, så er der ikke ret mange der tror på, at “Fjernvarmen Kommer”, som der ellers har stået på store bannere rundt omkring i området.
Et af de sidste steder, hvor der er blevet installeret en varmepumpe er i Karrebæk Kirke.
Kirken har tidligere fået varme fra gasfyret i Menighedshuset Bethesda på den anden side af Kirkebakken, men da den bygning blev solgt, skulle kirken have en anden varmekilde.
Det blev en Vølund varmepumpe, som nu varmer kirken op fra den basistemperatur, der hele tiden skal holdes og så til stuetemperatur, når der er kirkelige handlinger.
Karrebæk Sogns Menighedsråd havde naturligvis inden arbejdets påbegyndelse rådført sig med kompetente konsulenter på området og Roskilde Stift godkendte projektet efter at de også havde rådført sig med deres varme- energi og klimakonsulent.

Det bliver spændende, om der på mødet kommer nye oplysninger, der kan få de sidste godt 300 boligejere i Karrebæk-Karrebæksminde til at hoppe på vognen.
Ser vi på Næstved Kommune og by som helhed, så er der flere og flere steder, hvor man må opgive at få udrullet fjernvarmen. Borgerne er åbenbart ikke interesseret, eller også er der for mange skræmmende eksempler med budgetter, der er løbet helt løbsk og regninger, som der kun er en til at betale, nemlig forbrugeren.

Varmepumpen bliver godt gemt, når beplantningen, bl.a. en lille ny bøgehæk, vokser op.
error: Nej!