Høsttid på det økologiske havbrug
I disse dage er der ekstra travlhed på Reersø Havn hos Musholm A/S .
Her bliver nemlig de mange ørreder, som i sommerens løb har spist sig store og flotte ”høstet” og slagtet.
Vi var med fisker Thomas Hvitfeldt Hansen fra Karrebæksminde på den sidste tur, hvor han skulle ud og fodre de godt 60.000 fisk i de fire opdrætsbure, der står i havbruget ved Smålandsfarvandet ud for Bisserup.
ØKOLOGISKE FRA DAMBRUG I JYLLAND
-Fiskene, der alle er økologiske, blev udsat i april måned, hvor de vejede godt 600 gram, fortæller Thomas.
-De kommer fra økologiske dambrug i Jylland og hver dag sommeren igennem har vi sejlet ud for at fodre dem, så de i dag vejer omkring 3 kilo og er klar til at blive ”høstet”.
Foderet ligger i lasten på kutteren Ydun ND46 af Karrebæksminde og ”blæses” ud sammen med vand via et simpelt system, hvor der hele tiden er styr på, hvor mange kilo, der er blevet fodret med.
-I starten stod vi og skovlede foderet ud i burene, men nu bliver det meget bedre fordelt og fiskene æder rub og stub, smiler Thomas.
EFFEKTIV KONTROL
Men Thomas Hvitfeldt Hansen gør andet end at fodre de mange slughalse.
-Hver dag tager vi vandprøver, hvor vi måler temperatur, salt og iltindhold, ligesom vi tager fisk op, for at se om de vejer, hvad de skal og har det som de skal have det.
-Derudover kommer dyrlægen på besøg, hvor vi tager fiskeprøver, kigger på indvolde og sundhedstilstand, så vi hele tiden er sikre på at de er 100% sygdomsfrie.
DYKKER OG DYRLÆGE
Men det er ikke kun fiskene, der skal vore 100% i orden, det skal de fire store opdrætsbure, som de går i, også være.
Derfor tager Thomas en tur rundt på alle opdrætsringene de dage, hvor vejret tillader det, for at se om alle net er intakte, om stropperne er i orden og om ankrene ligger, hvor de blev lagt i sin tid.
-Vi skifter også tit dele af nettet, hvis de har fået den mindste skade, og er der mistanke om fejl på et bur, tilkalder vi straks en dykker, der går det hele igennem, og udbedre den eventuelle skade.
På den måde sikrer Musholm sig, at de mange dyrebare fisk ikke slipper ud i Smålandshavet, men kan ”høstes” som planlagt i disse dage.
MINDRE FODER PÅ VARME DAGE
-Vores kontrol viser, at hvis vi fodrer med et kilo økologisk foder, så tager fisken godt en kilo på, så der er ikke meget, der går til spilde, fortæller Thomas Hvitfeldt Hansen.
-Der kan være dage, hvor vi ikke fodre så meget. Ørreden er jo en rovfisk, men på meget varme dage, kan den ikke tåle så meget foder, så det regulerer vi. Eller kan vi risikere at fiskene ikke udnytter foderet optimalt eller får helseproblemer, og det må ikke ske.
På Reersø, hvor Musholm havbrug holder til, bliver de økologiske fisk som sagt slagtet, og der er intet, der går til spilde.
Alt lige fra kød til blod, indvolde, rogn og ben bliver anvendt og om kort tid vil man kunne købe de økologiske ørredprodukter i danske og udenlandske supermarkeder.
Læs mere om Musholm A/S her eller find en god opskrift til hverdag eller fest her.