Fremhævede nyhederNyhederTurisme

Det vælter ikke ind med afbud

Feriepartner Karrebæksminde med Carsten Gieseler ved roret, har nok at se til for tiden.

Selv om de sidste måneders krise-situation har været hård for turistbranchen, så vælter det ikke ind med annulleringer fra tyske turister, der ellers skulle have været en tur til Karrebæksminde, for at bo i sommerhus.
-Det ser ud som om tyskerne har is i maven, og venter til allersidste øjeblik med at beslutte sig, siger Carsten Gieseler fra Feriepartner Karrebæksminde.

-Vi har da modtaget et par afbud, men ikke så snart var sommerhusene blevet ledige på vores hjemmeside, før de igen var udlejet, vel og mærke til danskere. De der besluttede sig for at aflyse opholdet, har fået muligheden for at booke en ny periode enten i år eller til næste sæson, og det er faldet i god jord.

STAMKUNDER
Feriepartner Karrebæksminde råder over omkring 50 huse til udlejning, og det ligger nogenlunde fast fra år til år.
-Vi fik 5 nye huse her i foråret, og det er vi utrolig glade for, siger Carsten Gieseler. Karrebæksminde er jo ikke et rigtigt område for sommerhusudlejning. Når folk har købt et sommerhus her i området, så er det i de fleste tilfælde, fordi ejerne gerne vil bo i området om sommeren og måske også resten af året, og så bliver det ikke lejet ud.

TRO OG LOYALE KUNDER OG UDLEJERE

Mærkaten på postkassen fortæller, at sommerhuset kan lejes gennem Feriepartner Karrebæksminde.

Carsten Gieseler har været i branchen i snart en snes år, og han har rigtig mange stamkunder blandt gæsterne. De kommer år efter år til området, og mange bruger tiden udenfor højsæsonen til at få en længere ferie for pengene.
-Det er tro og loyale kunder og udlejere vi har, og når vi har kontoret placeret lige midt i området, har vi heller ikke svært ved at gøre lidt ekstra, både for udlejerne og gæsterne, og det bliver påskønnet.

BROLUKNING
Det er ingen hemmelighed, at Karrebæksmindebroen lukkes i september, hvor en meget tiltrængt renovering skal finde sted.
-I den periode har vi lukket for udlejning på Enø og Lungshave. De fastboende finder sikkert ud af at komme frem og tilbage mellem hus og Sjællandssiden, men det kan vi ikke byde vores gæster. Så derfor har vi meddelt vore udlejere i området vores beslutning, og det blev modtaget utroligt positivt.
Men lige nu går Carsten Gieseler og venter på en udmelding fra regeringen om, hvornår der igen åbnes mere ved grænserne, måske så folk med et lejebevis i hånden kan få lov at høre ind i landet.

GODT 40.000 SKATTEFRIE KRONER
Hvis man er sommerhusejer og går med tanker om at prøve at leje det ud, så er der hjælp at hente hos de anerkendte bureauer.
-Vi oplever ofte, at husejere ikke er klar over, hvor attraktivt det reelt er, at udleje sit sommerhus gennem et bureau, oplyser Carsten Gieseler. De første 41.800 kr. er skattefrie, så mange ønsker kun at udleje, til de når denne grænse.
Læs mere om sommerhusudlejning her.

 

error: Nej!