Den stille Dræber er en livlig “hvalp” på 11 år
Når bilen efter køreturen på lidt over 5 kvarter fra murermestervillaen i Gentofte svinger ind i indkørslen til sommerhuset på Enø, så sænker roen sig lige så stille over ægteparret Pia Kjærsgaard og Henrik Thorup.
DEN STILLE DRÆBER
Dette gælder dog ikke for den lille energiske ruhårede gravhund Rikke, der trods sine 11 år stadig er som en hvalp, der vil opdage hele verden og “læse en masse aviser”.
Rikke er frygtløs og kaster sig over katte, fugle og andre smådyr, hvis lejligheden byder sig. Og det gjorden den kort efter familien havde overtaget sommerhuset på Enø.
-Vi skulle ind i brændeskuret, og ikke så snart var døren åbnet før Rikke stormede ind, og hvis den kunne, havde den splittet den store brændestabel fra hinanden, fortæller Pia Kjærsgaard.
-Der var ingen tvivl om, at der var noget inde bag brændet, og det viste sig da også, at der var den fineste rotterede, og der blev fanget tre rotter.
At familien har givet Rikke kælenavnet Den stille Dræber er ingen tilfældighed.
VENINDE MED DORTHE KOLLO
Men hvordan kom Rikke egentlig til at få sit nye revir på Enø?
-Vi kender jo Dorthe Kollo og har besøgt hende flere gange her på Enø, og kom til at synes bedre og bedre om stedet, fortæller Pia Kjærsgaard.
-Folk er ikke så snoppede, og alle hilser på hinanden, når man mødes på vejen.
-Det kan vi godt lide.
-Ja, og så var Enø det sted “på Sjælland”, der lå længst væk fra Hornbæk, tilføjer Henrik Thorup med et stort smil.
-Og det spillede også ind!
HURTIG BESLUTNING
Pia og Henrik havde længe gåt med planer om at ville købe et sommerhus på Enø, og en lørdag tog de afsted fra Gentofte, for at se på tre huse.
-Og om søndagen købte vi det her, konstaterer Pia Kjærsgaard.
-Det var indflytningsklar, men vi ville dog lige sætte vores præg på huset med lidt andre malerier og møbler.
-Der var også lige det med annexet, det var bygget for højt, så det måtte sælger lige lovliggøre, inden vi flyttede ind, fortæller Henrik Thorup.
Med udsigt over Karrebæk Fjord med feriehusene på Lungahave og Karrebæk Kirke som faste holdepunkter, kan huset næsten ikke ligge bedre.
BESØG AF RÅDYR
Af hensyn til “Den stille Dræber”, så satte Henrik et dobbelt hegn op omkring hele haven, og han undrede sig derfor over, at der en morgen pludselig stod et rådyr inde i haven.
-Ved nærmere eftersyn af hækken, der vel er godt 1,60 meter høj, kunne jeg se, at rådyret havde mast sig over hæk og hegn henne i et hjørne, så den smutvej måtte jeg lige lukke af, konstaterer Henrik.
-Ja, det er jo søde dyr, men de æder alle mine blomster på stokroserne, griner Pia, -men de skal nok komme igen.
KIRKEN VAR TOM
Ægteparret er faldet godt til på Enø, og har deltaget i grundejerforeningens generalforsamling ligesom de også en søndag troppede op ved Karrebæk Kirke, der dog denne dag var helt tom.
-Højmessen fandt nemlig sted i nabokirken, kunne vi se på skiltet ude ved vejen, men så kommer vi bare en anden gang, siger Pia.
Men ægteparret Kjærsgaard og Thorup kan sagtens få tiden til at gå med at “lave ingenting”.
Der bliver dog også tid til at besøge de handlende i området, ligesom fiskerlejets små caféer og restauranter heller ikke går ram forbi.
-Ellers læser vi en masse, går ture og ordner lidt i haven. Og så slapper vi af, siger Pia Kjærsgaard, der fra idag igen er tilbage i Folketinget efter sommerferien.