Madvogn med temadage
I øjeblikket sælger den tidligere landmand Dan Svendsen mest årstidens frugt og grønt,, flotte spidskål, nye kartofler, lækre broccoli og blomkål, og så dejlige saftige jordbær, men når sommeren på et tidspunkt begynder at banke på, bliver der også rigtig gang i den rullende madvogn, der har fået fast plads på “Stejlepladsen” for enden af Ved Broen.
Dan Svendsen driver også et lille smedefirma med mange kunder i København, så han har klogeligt nok allieret sig med et par dygtige damer deriblandt hans hustru Katrine, som sommeren igennem skal servere bl.a. pølser og sandwich til de sultne gæster.
Derudover vil Dan arrangere temauger, hvor gæsterne f.eks. kan få et par lune deller og en broccoli-salat, og til at skylle det hele ned med, sælger han de herligste moster fra Gaardagergaard ved Slagelse.
Årstidens grønt og frugter, vil naturligvis også være en fast bestanddel af “Food on Wheels”. Og det hele kommer fra lokale leverandører på Vest- og Sydsjælland.
-Jeg vil også forsøge at lave forskellige klubtræf for biler. Så kan de komme til Karrebæksminde og spise lidt mad og se hvad det skønne område har at tilbyde.
Så nu venter Dan Svendsen og hans madvogn bare på lidt godt vejr og en masse kunder.