Fremhævede nyhederMad og drikkeNyhederTurisme

Når den sidste bon er slået

På Kanalkroen har restauratør Kenneth Oppermann og hans dygtige personale travlt i disse timer med at få lavet 162 nytårsmenuer klar.

Tjener Karoline Petersen og Kenneth Oppermann er klar til at de 162 menuer til nytårsaften bliver afhentet.

-Vi havde udsolgt i mandags, men tog alligevel et par stykker mere ind, fortæller Kenneth Oppermann, der naturligvis er lidt trist over, at der er lukket i kroen, der normalt på denne tid af året ville summe af glade gæster og travlt arbejdende personale.
Men sådan skal det ikke være i år.
-I forbindelse med julen, gik det alt taget i betragtning også godt med 80 gange “take away-menuerne” og juleaften havde vi 20 gange ande-menu ud af huset – og så lavede vi også til alle medarbejderne, smiler Kenneth.

LUKKET INDTIL VIDERE
-Men fra i morgen er der lukket helt ned her på kroen. Det vil der være frem til den 18. januar, og også længere, hvis der kommer forlængelse af nedlukningen, oplyser Kenneth, der dog ikke behøver at kede sig af den grund.
-Under den første nedlukning fik vi malet hele kroen, så det bliver ikke aktuelt denne gang, men vi skal have gang i et nyt menukort, som vi kan præsentere for gæsterne.
Så hvis det dufter fra Kanalkroen de første uger i januar, så er det køkkenpersonalet, der er godt i gang med at afprøve nye opskrifter.

NÅR DEN SIDSTE BON ER SLÅET
Men den sidste bon er slået for år 2020 og lidt ind i 2021, og man kommer næsten til at tænke på Ib “Ibbermand” Schønbergs herlige fortolkning af Poeten og Svend Gyldmarks dejlige vise “Olsen siger godnat” fra filmen Ved Kongelunden fra 1953, hvor det sidste vers lyder:

Så er den dag altså gået,
vi har fred i vores sjæl,
og den sidste bon bliver slået,
og den slår vi til os selv.
Når to gamle venner si’r godnat,
skal de glemme skænderier og pjat.
Og la’ et enkelt smil slå krøller
i den hyggestund, der følger,
Med en enkelt håndfuld øller til godnat.

Hør hele sangen her.

error: Nej!