Fremhævede nyhederHandelNyhederTurisme

Der skal også være tid til leg

Det er ikke hver dag vi oplever en guldsmed, der smelter alle sine guldsmykker om eller en kunstmaler, der brænder alle sine malerier.
Men det var tilfældet for guldsmed Anna Moltke-Huitfeldt, der har sin lille butik Enø Guldsmedje på Ved Broen 17 på Lungshave/Enø.
Og mens vi lige husker det, så holder Anna Julestue i dagene søndag den 20. og 27. november fra kl. 11.00-15.00, hvor hun byder på lidt hjemmebag og julebobler.

HØJERE HANDELSUDDANNELSE
Der har dog ikke altid stået guldsmed og smykkedesigner på Annas visitkort.
-Nej, jeg har en højere handelsuddannelse fra Handelshøjskolen og arbejdede 10 år i private firmaer, men et ophold på Kunsthøjskolen i Holbæk satte nogle ting igang.
Anna malede dengang en hel del, men da hun fremstillede en lille figur i trådnet, kom en del af hendes lærere og andre elever og spurgte, om hun havde overvejet at blive guldsmed.
Det havde hun ikke, men tog springet, for at skabe glæde for andre med sit håndværk.
-De fleste af mine billeder har jeg brændt. En hel del af dem, var meget dystre, så hvorfor skulle andre se på de “lidelser”, smiler Anna.

LADER MATERIALET ARBEJDE
For nogle år siden flyttede Anne Moltke-Huitfeldt til Karrebæksminde og har netop præsenteret sin nye smykkeserie Freja, der er inspireret af vikingetiden og den nordiske mytologi og så naturligvis skandinavisk design.
-Serien er blevet godt modtaget rundt omkring og salget går fint, fortæller Anna.
Hun laver også en del bestillingsarbejde, men her må kunderne væbne sig med tålmodighed.
-Det er spændende og tidskrævende. Jeg laver aldrig en tegning, men tager en god snak med kunden, inden arbejdet på begyndes. Så kan det være jeg først laver en model i sølv, for derefter at påbegynde arbejdet i guld.

SKABER GLÆDE FOR ANDRE
-Men hele tiden lader jeg materialet arbejde, påpeger Anna Moltke-Huitfeldt, og så kan det godt være, at det færdige smykke kommer til at se en smule anderledes ud, en ideen var fra starten.
-Der skal også være tid til leg, ellers mister jeg inspirationen. Jeg skal være tilfreds med mit arbejde, og det kræver af og til tålmodighed hos mine kunder. Men så har jeg også gjort mit bedste for dem. På den måde skaber jeg glæde for andre, siger hun med eftertænksom mine.

Når der bliver solgt et smykke i den lille butik, pakkes den i en fin æske, fremstillet af økologiske materialer hos Westpack, og så kommer der et fint lille bånd om med Annas navn indbroderet.
-Og det bånd måtte jeg i 2006 købe kilometervis af, for i det hele taget at få det fremstillet, selv om der kun anvendes ganske få centimeter hver gang. Men nu er jeg igang med den sidste rulle, og så skal der bestilles noget nyt.

Kun fantasien sætter grænser, når Anna går igang med ædelstene, guld, perler og sølv på sit lille værksted.

Få inspiration, måske til en lille julegave, ved at kigge på disse billeder af Anna Moltke-Huitfelds smykker, som sælges fra den lille butik ved kanalen.

error: Nej!