Nyheder

Nytårskoncert rykket en time frem

Festlig Nytårskoncert søndag den 29. januar kl. 15.00 i Karrebæk Kirke med Dorthe Zielke & Søren Johannsen.

Det musikalske nytårsprogram byder på stemningsfuld klassisk musik. Der bliver lejlighed til at høre et flot arrangement af “Vær velkommen Herrens år” for trompet og orgel, en tango af den argentinske komponist Piazzolla, Haydns smukke og festlige trompetkoncert og hvem ved, måske springer der en champagneprop eller to.
Musikerne trompetist Dorthe Zielke og organist Søren Johannsen har spillet sammen i mere end 20 år. Sammen har de udgivet syv cd’er og har medvirket på en række af DR’s TV- og radiogudstjenester.
Dorthe Zielke har siden sin afslutning på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium spillet freelance i diverse orkestre i ind og udland, herunder Det Kgl. Kapel, DR Symfoniorkestret, DR Big Bandet, Radiosymfoniorkestret i Berlin og Mahler Chamber Orchestra samt Søværnets Tamburkorps.

KONCERT RYKKET FREM
Og netop Søværnets Tamburkorps er årsag til, at koncerten i Karrebæk Kirke søndag den 29. januar er flyttet frem fra klokken 16.00 til klokken 15.00.
Musikkorpset skal nemlig spille ved Søværnets Hæderstegnsmiddag, hvor Hendes Majestæt Dronning Margrethe deltager, en aftale, der er lavet efter aftalen med Karrebæk Menighedsråd var indgået.

Søren Johannsen fik sin organisteksamen fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og fortsatte med solistklassen sammesteds. Med det klassiske orgelrepertoire har han givet en række koncerter i ind- og udland. Søren Johannsen er organist i Christians Kirke, København.
Der er gratis entre til nytårskoncerten og efterfølgende ønsker vi hinanden godt nytår med et lille glas.

error: Nej!