Udsolgt på få minutter
De første stillede sig i kø fem minutter over syv foran døren til menighedshuset Bethesda, hvor billetsalget til årets sogneudflugt skulle starte kl. 10.00.
Turen går på tirsdag den 13. juni til det nordøstlige Holstein, hvor sognebørnene bl.a. skal besøge basilikaen i Altenkrampe og greveparret Louise og Carl Graf von Scheel-Plessen fra Saltø på deres ejendom Gut Sierhagen.
-Mange måtte desværre gå forgæves, fortæller Finn John Carlsson fra Karrebæk Menighedsråd.
-Der gik nemlig ikke mange minutter, før vi kunne melde alt udsolgt, hvilket vil sige 56 pladser, og det var efter princippet “Først til mølle”. Der var max. to pladser pr. fremmødt husstand, så det var ikke muligt at købe til venner og bekendte.
Vejret var med arrangørerne og nu håber de bare på, at det bliver lige så godt på tirsdag, hvor bussen kører fra molen ved 3F kl. 06.50 og fra Bethesda kl. 7.00, med hjemkomst 14 timer senere, efter en dag med et utal af spændende oplevelser, lækker mad, kaffe og kage.