Dyrk yoga de smukkeste steder
Yoga på smukke steder i Næstved Kommune er et helt nyt tiltag, som Næstved Turistforening sætter i søen søndag den 23. juni med start i Karrebæksminde.
-Det er turistforeningens opfattelse, at mange både indbyggere i kommunen og turister slet ikke kender til eller har oplevet nogle af kommunens helt fantastiske og smukke steder, siger den nyvalgte formand for Næstved Turistforening Henrik Quistgaard Pagh fra Quistgaardens B&B ved Spjellerup.
NY EVENTRÆKKE
-For at udbrede kendskabet til de smukke steder uden for selve bykernen, har vi i Næstved Turistforening søsat en eventrække, der kommer til at aktive borgere og turister i de lokale aktørers steder. Det er tanken, at eventrækken gentages i næste turistsæson, i fald det bliver en succes og gerne med endnu flere smukke steder på programmet., oplyser Henrik Quistgaard Pagh.
Efter starten den 23. juni hos Marine Event ved Stejlepladsen i Karrebæksminde, går turen den 7. juli til Gavnø efterfulgt ugen efter af Quistgaarden den 14. juli.
Holmegaard tager imod den 21. juli og der sluttes af den 28. juli på Gunderslevholm.
PLADSBESTILLING ER NØDVENDIG
For at komme med på et eller flere af kurserne, skal der bestilles billet på Billetto, og prisen er 50 kr. pr. deltager. Dog tillægger Billetto et gebyr for ulejligheden.
Arrangementerne finder som allerede nævnt sted fem søndage, og tidspunktet alle dage fra 10.00-12.00.
Deltagerne skal selv medbringe yoga-måtte/liggeunderlag og lidt vand og der er plads til mellem 50 og 100 deltagere pr. kursus, alt efter stedet.