ForeningerFremhævede nyhederNyhederTurisme

Høstmarked med traditioner

Der er lagt op til hygge og stemning, når Karrebæk Høstmarked inviterer inden for på 4H-Gården på Kirkebakken 42 i Karrebæk, hvor det traditionsrige høstmarked afvikles den 14. september fra 10-14.

-Når noget er en succes første gang, så er det en tradition her i Karrebæk, sagde tidligere restauratør og kok Kaj Salling, da det første høstmarked løb af stablen for 10 år siden, og Karrebæk Høstmarked blev en tradition.
I dag samarbejder folkene bag markedet med 4H-Gården i Karrebæk, der lægger arealer og lokaler til, så de mange stadeholdere får god plads at boltre sig på, når de skal vise deres mange forskelligartede produkter frem for eventuelle købere.

ALSIDIGE BODER OG GOD UNDERHOLDNING
Mange af stadeholderne har været med lige fra starten og nogle er med for første gang.
Så der vil være rig mulighed for et gøre et godt køb blandt boderne med spændende brugskunst, gaveartikler, uldtøj og garn, whisky og portvin, årstidens frugt og grønt, skønne planter, sundhedsprodukter, hjemmelavet marmelade og andet godt til spisebordet og så er der naturligvis dagens ret og dessert.
Den populære sanger Mack-K spiller og synger tekster og musik, der passer til lejligheden under markedet.

AKTIVITETER FOR BØRN
I 4H’s bålhytte har man til lejligheden indrettet en børnecafe, hvor børnene selv kan bage deres fladbrød og få et lag smelteost på det, og så skulle den frokost være hjemme. Og så har Karrebæk Høstmarked investeret i en popcornmaskine, som der forhåbentlig også kommer god gang i.
Og at de unge poder nok skal blive både sultne og tørstige, er der ingen tvivl om, idet der er mulighed for at tage en tur på de populære hoppegrise, eller en springrunde på kæphest, eller måske en tur i den populære kornvogn, hvor der gemmer sig guldskatte i form af karameller.

-Sidste år strømmede det ind med dejlige mennesker, heriblandt en masse børnefamilier og bedsteforældre, og vi håber naturligvis det samme gør sig gælden igen den 14. september, siger formand for Karrebæk Høstmarked Gunhild Krogager Carlsson, der også var idekvinden til det populære marked.
I år har Karrebæk Idrætsforening arrangeret fodboldstævne samme dag, så mon ikke mange fodbold interesserede lige kigger over på den anden side af vejen, for at gå en tur rundt på markedet, ligesom mange markedsgæster nok også lige skal en tur over for at kigge på de glade fodboldspillere.

 

error: Nej!