Kapsejlads og tovtrækning ved Kanalen
Igennem mere end 100 år, kun lige afbrudt et par år under 2. verdenskrig, har Fiskernes Kapsejlads været afviklet i Karrebæksminde.
Og selv om det er så som så med fiskere i det idylliske fiskerleje, så løber traditionen videre.
Det bekræfter formanden for Karrebæksminde Fiskeriforening, Thomas Ditlevsen.
I år er det som tidligere år den 2. søndag i juli, altså på søndag den 14. juli.
PRÆCISIONSSEJLADS
Ved middagstid begynder folk at stige om bord i de mange både, der skal deltage og kl. 13.00 starter selve sejladsen. Alt efter vejret, lægges løbsruten inde på fjorden eller ude på Smålandshavet, og så går det ellers løs.
To gange skal bådene rundt, og fra dommerskibet, Ålekvasen Minerva, bliver der holdt øje med tiden, hver gang bådene passerer målstregen. Den båd, der kommer rundt to gange med mindst difference har vundet.
TOVTRÆKNING OG PRÆMIEOVERRÆKKELSE
Men det er ikke kun på bølgen den blå, der kommer til at ske noget.
Også inde i kanalen er der aktiviteter.
Her skal der kæmpes om de lokale mesterskab i tovtrækning, som foregår på to tømmerflåder.
Præmieoverrækkelse for dagens anstrengelser, finder sted kl. 18.00 på den grønne plæne ved Kanalkroen, og traditionen tro er der musik og underholdning fra begge sider af kanalen, dagen igennem.
Men et rygte siger, at de forskellige forretningsdrivende i år er blevet enige om, ikke at “spille i munden på hinanden”, så gæsterne forhåbentlig kan nøjes med at lytte til et orkester af gangen.