Fremhævede nyhederNyhederTurisme

Vi skal nok blive klar til sæsonstarten

Når der kun er 24 timer i døgnet, kan det af og til være svært at nå det hele. Den følelse har makkerparret Anders Kruchow og Thomas Hansen en gang imellem.
Udover at passe deres daglige arbejde som selvstændig entreprenør og fiskemester, har de travlt med en masse projekter der, hvor Ved Broen bliver til en grusvej.
Alligevel har de haft tid til at udforme et lille projekt, der omfatter en fiskehytte og en fiskelade og i fredags fik de kommunens godkendelse til at påbegynde byggeriet.
-Det er vi naturligvis rigtig glade for. Det viser, at vores forsøg med at lave en lille fiskerhytte i gammel stil over for Fiskerlejet og Fiskehuset Enø, ikke var så tosset endda, fortæller Thomas Hansen.

RIFT OM PLADSEN
De to nye skure bygges i samme stil som den nuværende fiskerhytte, og arbejdet går igang på torsdag. De bliver på ca. 30 og 48 kvadratmeter.
-Så vi skal nok være klar til sæsonstarten, lover de to kammerater.
Der bliver mulighed for 2-3 stadepladser i de to nye skure, og der er allerede mange, der har forespurgt på muligheden for at få en af de eftertragtede pladser.
Fiskerhytten bliver på 4,5 x 7 meter, bygget i træ og med tag af pandeplader. Samme materialer bruges på det andet skur.

Fiskerhytten bliver på 4,5 x 7 meter, bygget i træ og med tag af pandeplader.  Samme materialer bruges på det andet skur.

OMHYGGELIG MED UDLEJNING
Igennem de sidste tre år, har de tog energibundter forsøgte at skabe liv omkring “Stejlepladsen” og kanalen efter Fiskehuset Enø. Der har således været udlejet små stadepladser til forskellige interesserede i sommerperioden med større eller mindre succes.
-Vi har gjort os en masse erfaringer omkring udlejningen af stadepladser. Det har ikke altid været lige nemt, og vi har da lavet fejl men har lært af dem, siger Anders Kruchow.
I øjeblikket er makkerparret i gang med at finde de sidste stadeholdere til den kommende sæson, og kontrakterne udformes, så der helst ikke skulle være noget at tage fejl af.

STREETFOOD, KUNST OG KULTUR
I december fjernede Thomas og Anders med stor hjælp fra entreprenør Ole Petersen de mange træer og krat på store dele af området bag “Stejlepladsen”. De havde fået oplyst, at der var god næring for rotter, så der var ingen betænkningstid. Maskinerne kom i gang og det hele kørt væk.
De har også fået ryddet godt op på området langs kanalen, alt sammen i tæt samarbejde med Næstved Havn.
Men de vil samtidig bevare det autentiske fiskerleje-miljø, og har lavet aftaler om, at et par gamle tjæregryder og et garnspil på området sættes i stand, så turister og vore efterkommere på den måde kan opleve lidt af fiskernes historie i Karrebæksminde.
Området vil indeholde små stader med mad, kunsthåndværk og turistfremmende aktiviteter.

MARINEEVENT OG ROTTEØEN
Men nu er det ikke noget, der er skudt op på et par år eller tre.
-Nej, det hele startede vel med, at jeg i 2008 købte 2 Jack-pot joller og to kanoer, og begyndte at leje dem ud, griner Anders Kruchow.
To år senere lejede han sammen med Thomas “Rotteøen, købte et cirkustelt og begyndte at lave arrangementer på den lille ø under firmanavnet MarineEvent.
-Det udviklede sig stille og roligt, og for et par år siden lagde vi vand, el og kloak ind på “Stejlepladsen” og begyndte at stå for udlejningen af stadepladserne i godt samarbejde med Næstved Havn.
Der kom også et krav om et toilet på området, så det blev også etableret, og nu kommer der to nye skure i stil med det, hvor Go’ Appetit har holdt til sidste år. De kommer til at ligge lige efter Fiskehuset Enøs container på modsatte side af vejen, overfor Fiskerlejet og ned mod MarineEvent’s bådudlejning.

Hvad der ellers kommer til at ske i løbet af foråret og sommeren ved de to kammerater endnu ikke, men de arbejder på at få en lille fold med små geder.

 

error: Nej!