Åh nej, ikke nu igen!
Næstved Havn var ved at få godt styr på det ellers noget brogede landskab af boder og telte, som igennem mange år har huseret på stejlepladsen/cirkuspladsen på Lungshave/Enø, og i samarbejde med Marine Event, havde man flyttet boder og stader ned på “Stejlepladsen” langs med Ved Broen efter Fiskehuset Enø. Her er der kommet rigtig godt styr på tingene, og der er blevet lavet en plan for områdets fremtid.
NYE KOSTE FEJER IKKE ALTID BEDST
Men nu er Næstved Kommunes administration under Teknisk Udvalg kommet med et par ideer.
Sagen er nemlig den, at Næstved Havn i 2020 har overladt den store stejle- og cirkusplads til Næstved Kommune, og så skal der så sandelig også ske noget.
Derfor har administrationen barslet med en plan om at give tilladelse til 5 stadepladser der starter foran minigolfbanen og fortsætter på bagsiden af ejendommene på Ved Broen.
Hver stadeplads kan være op til 50 kvm., men kan reguleres alt efter den enkelte aktivitet. Prisen for at leje en stadeplads er i forslaget sat til 15.000 kr. for sommerperioden og 5.000 kr. for resten af året.
Der lægges også op til, at der kan lejes stadepladser til enkeltstående arrangementer.
Hvad de enkelte stader må have af aktivitet, er ikke beskrevet, men der må ikke sælges antikviteter, loppefund, genbrugsvarer eller levende dyr.
Se placeringen af staderne her.
Læs mere om stadepladserne her.
IKKE GLADE FOR IDEEN
Beboerne i området vender opgivende det hvide ud af øjnene og udbryder: Åh nej, ikke nu igen!
De 5 stader vil optage et stort antal parkeringspladser, som der i forvejen ikke er for mange af i området, så der er ikke rigtig nogen, der kan se det logiske i planen.
Ydermere har samme administration under Teknisk Udvalg bestilt en “Helhedsplan for området ved Enø Strand og Stejlepladsen” med undertitlen “Tilgængelig for alle”.
Den kommer med en masse forslag til bl.a. stade- og serveringsarealer på det asfalterede parkeringsareal på stejle- og cirkuspladsen. Ligeledes kommer Spektrum Arkitekterne, der står for dette første udkast, med forslag til flere lysreguleringer, nedlæggelse af rundkørsel på Enø, etablering af flere P-pladser og en stor handicapvenlig badebro på stranden.
Især nedlæggelsen af omkring 100 asfalterede P-pladser stemmer ikke helt overens med ideerne om flere P-pladser og bedre afvikling af trafikken til og fra Enø.
LOKALRÅDET PÅ BANEN
Formanden for Lokalråd Karrebæksminde, Søren Knudsen har sammen med sin bestyrelse, send et brev til Teknisk Udvalg, hvor de stiller spørgsmålsteg ved den helhedsplan.
-Det er jo en af den slags planer, der dukker op med jævne mellemrum, siger Søren Knudsen.
Normalt skal kommunens administrationer spørge kommunens lokalråd om deres mening til den slags forslag, men det er ikke sket.
-Derfor har vi sendt et brev til kommunen, hvor vi kommenterer helhedsplanen.
-Vi mener ikke, det kun skal være en plan for kommunens arealer, men en plan for hele området. Så det må være en opgave for Næstved Havn, kommunens Plan og Erhverv samt Teknisk udvalg at sætte sig sammen og finde ud af en helhedsplan, der omfatter hele området med de problemstillinger der er, foreslår lokalrådsformanden.
-Det mest positive i den plan der ligger nu, er en handicapvenlig badebro, fastslår Søren Knudsen.
UDSAT
De to forslag skal behandles på Teknisk Udvalgs møde den 3. maj. Begge punkter var ellers også med på mødet i udvalget den 6. april, men her nåede politikerne ikke at behandle dem, idet de skulle deltage i et byrådsseminar.
Det første udkast til en helhedsplan for kommunens arealer på Enø kan du se her.
Hele dagsordenen for Teknisk Udvalgs møde kan du læse her. Det er punkterne 63 og 64 der handler om Enø.