Kunst med liv, sjæl og glæde
Fra i morgen fredag den 5. august til torsdag den 11. august udstiller billedkunstnerne Birgit Kliim og Birte Bonde malerier og akvareller i de inspirerende lokaler i fiskeri- og bymuseet i Karrebæksminde.
Birgit Kliim udstiller lærreder med heste, ørne, høns og de nordatlantiske fjelde med får og vild natur. Inspirationen kommer især fra mange rejser nordpå. Derudover udstiller hun ekspressionistiske akvareller og en lille samling modellerede tasker. Birgit har udstillet i over 100 kunstforeninger og gallerier og har vundet flere priser for sin kunst.
Birte Bonde udstiller primært akvareller. Hun maler mennesker og dyr i samspil med natur, hav og strand. Hun brænder for at give det, der gør indtryk et udtryk. Birte har maler i godt 4 år og har såvel seperatudstillinger som udstillinger i kunstforeninger bag sig.
De to damers udstilling med liv, sjæl og glæde, kan kombineres med besøg på fiskeri- og bymuseets udstilling om det historiske Karrebæksminde. Der er gratis adgang til begge udstillinger i tidsrummet kl. 11.00 – 17.00. Museet er beliggende Alleen 38A i Karrebæksminde.