Fremhævede nyhederNyheder

På job med smil og omsorg

Der var fyldt til sidste plads og lidt mere ved august måneds Tirsdagstræf i sognehuset Bethesda. Godt 70 interesserede ville nemlig gerne høre den kommende biskop Ulla Thorbjørn Hansen fortælle om sine 18 år som feltpræst med udstationeringer både i Kosovo og Afghanistan.
Den 4. september indsættes hun som biskop for Roskilde Stift ved en gudstjeneste i Roskilde Domkirke for særlig indbudte.
Men i Bethesda åbnede Ulla Thorbjørn Hansen for posen med historier fra det virkelige liv, der hvor tingene virkelig sker.

PERSONLIGT VÅBEN
Hun fortalte om livet i lejrene, hvor privatlivets fred bestod i et lodret hængt lagen mellem ”værelserne” og hvor dagligdagen kunne byde på mange forskellige arbejdsopgaver.
Ulla Thorbjørn Hansen bar under sine udstationeringer altid et våben, til brug for selvforsvar, og havde naturligvis været på kursus i håndtering af samme.

Tilhørerne blev taget med på en rejse i et ellers lukket land, hvor den kommende biskop fortalte om det at gå dødsbud, når familier skulle underrettes om, at en af deres kære var blevet skudt i tjenesten.
Hvordan hun den ene dag var med til at tage afsked med en død soldat i Afghanistan, mens kisten blev båret ind i det store Herkulesfly, og på andre tidspunkter stod klar til at tage sig af en død soldats familier, når et fly landede i Værløse med en kiste.

STÆRKE BILLEDER
Ulla Thorbjørn Hansen viste også en del billeder fra sine ophold i ”felten” og ved modtagelser af kister med døde soldater, alle med tilladelse fra de efterladte.

Ingen af de fremmødte i Bethesda var i tvivl om, at det hele skete med stor medfølelse og beretningen blev fortalt med et lille smil på læben.

Nu glæder vi os til at Ulla Thorbjørn Hansen starter som biskop. Så har vi virkelig en person på denne vigtige post, der ved, hvad der sker i det virkelig liv og som har oplevet tingene på nærmeste hold!

Du kan læse mere om stiftets nye biskop her.

Ulla Thorbjørn Hansen, ny biskop i Roskilde Stift fra 1. september 2022
error: Nej!