Julebanko i nye lokaler
Igennem en del år har der været afholdt Julebanko på Smålandshavet.
Men da centret nu er blevet solgt, og der går nogen tid, inden der igen bliver hotel og restauranter i byningen, har Karrebæk Idrætsforening valgt at bruge Karrebækhallen til det årlige bankospil.
Det sker søndag den 1. december kl. 13.00-17.00.
MANGE SPONSORER
-Vi har som sædvanlig fået en masse dejlige og lækre præmier fra vores venlige sponsorer, fortæller Pernille Henckel Nielsen fra Karrebæk Idrætsforenings Hovedafdeling, der står for arrangementet, og alle er velkomne.
Hallen vil blive pyntet med julebelysning, juletræ og julepynt og så håber idrætsforeningen, at lokalbefolkningen stadig vil bakke op om det store arrangement og holde den gode tradition i live.
Der er plads til 250 bankospillere i hallen, der om lørdagen danner ramme om den store juletræsfest i idrætsforeningen.