Petersen’s Pizza udvider til dobbelt størrelse
-Efter en noget kaotisk start, hvor vi slet ikke kunne følge med og med en ovn, der brændte sammen i pinsen, er vi nu klar til at tage imod de forhåbentlig mange kunder, der kommer kommer til Karrebæksminde i de kommende måneder, fortæller Mads Petersen, der er gået sammen med sin lillebror August og deres gode ven Toke Klæbel om et pizzaria i en container på Stejlepladsen.
En container er måske ikke helt rigtigt, men det var sådan det startede, men i løbet af denne uge er der blevet bygget en container mere på, så der er blevet meget bedre plads til køleskabe, frysere og ikke mindst en ordentlig ovn.
ARBEJDEDE SIG FREM
Mads har arbejdet en del år i restaurationsbranchen.
-Da jeg var færdig med gymnasiet, skulle jeg bare have et job så hurtigt som muligt, og det blev til opvasker i en restaurant. Men jeg viste interesse for kokkefaget og kom så med i køkkenet, og det var jeg glad for.
Vejen er også over et job i et pizzaria, inden ideen kom til Petersen’s Pizza i containeren i Karrebæksminde.
NU KAN DET KUN GÅ FREMAD
-Vi er utrolig glade for den måde, der er blevet taget imod os på her i Karrebæksminde, fortæller Mads og henviser til de mange fine anmeldelser af drengenes produkter på de sociale medier.
-Det er dejligt, ikke mindst når der opstår den slags problemer, som vi var ude i.
Men nu skulle de være klar til at tage imod de forhåbentlig mange gæster, der i sommerens løb skulle komme til Karrebæksminde, og de besøgende kan udover en herlig pizza også få en skøn økologisk flødeis fra Hansens Flødeis i Jægerspris, hvor dwer bliver brugt rigtig fløde til isfremstillingen i modsætning til så mange andre steder.
Petersen’s Pizza holder indtil videre åbent alle ugens dage fra 13.00-21.00, på nær mandag.
-Men i skoleferien vil vi nok overveje at holde åbent alle ugens dage, påpeger Mads og giver et nap med at få de store kabeltromler, der gør det ud for “café-borde” på pladsen omkring containerne, til at stå ordentligt.