Julen nærmer sig på “Stejlepladsen”
Et stort område med blommetræer, krat og ukrudt er blevet ryddet, for på den måde at slippe for rotteplagen på Lungshave ved “Stejlepladsen” for enden af Ved Broen.
-Vi havde fået at vide, at området var et sted, hvor rotterne have gode levevilkår, og det ville vi gerne gøre noget ved, siger Anders Cruckov, der sammen med Thomas Hansen er indehavere af Marine Event.
Firmaet har i de senere år stået for udvikling af området i tæt samarbejde med Næstved Havn, og nu er der noget der tyder på, at arbejdet har båret frugt.
JUL PÅ “STEJLEPLADSEN”
Flere af de firmaer, der i sommerens løb indtog “Stejlepladsen” med deres boder, holder åbent i alle weekender frem til jul. Det samme gør Café Fiskerlejet, der godt nok kun har plads til ganske få gæster indendørs, men med parasoller og terrassevarmere, bliver der skabt plads udendørs, hvor gæsterne bl.a. kan nyde nogle af julens traditionelle varme drikke.
-Det er dejligt, at der bliver bakket op om tingene, så der bliver lidt aktivitet i området, siger Anders Cruckov.
Anders og Thomas vil gerne til næste år kunne komme med nye tiltag på området, og håber også at der igen kan komme et par små geder til glæde for de mange børn, der sommeren igennem er i området.
De to iderige kammerater har sommeren igennem haft cykel-, båd- og kajakudlejning fra deres redskabshus ved kanalen, og havde man brug for at leje en ø, var Rotteøen en mulighed.
FREM I DAGENS LYS
I forbindelse med oprydningen og planeringen er et par gamle tjæregryder kommet frem.
Det var dem fiskerne brugte til at tjære deres garn i, og de skal naturligvis bevares.
-Vi skal naturligvis have dem sat i stand, så de rigtig kommer til deres ret, og kan være med til at fortælle lidt om fiskeriet før i tiden her i Karrebæksminde, fortæller Thomas Hansen, der selv er fisker.
Karrebæksminde Fiskeri- og Bymuseum har været behjælpelig med infotavler andre steder i området, så de vil helt sikkert også være behjælpelige med dette projekt.