Fremhævede nyhederNyheder

Lokalråd vil have fælles varmeforsyning

Hvis du har planer om at skifte din nuværende varmekilde ud med en varmepumpe, så skulle du måske lige vente lidt, inden du huler godt ud i opsparingen.
Lokalråd Karrebæksminde er nemlig i gang med at undersøge mulighederne for en fælles varmkilde for Karrebæk og Karrebæksminde, der efter beregningerne skulle kunne spare de enkelte husejere for omkring 3.000 kr. om året.

SCREENING AF OMRÅDET
-Vi har haft Rådgivningsfirmaet Rambøll til at lave en screening, altså en undersøgelse af området, og konklusionen af denne screening er, at lokal grøn fjernvarme i området er en god løsning, fortæller formand for Lokalråd Karrebæksminde.
-Men økonomien hænger kun sammen, hvis der er 80% af samtlige husstande i Karrebæk/Karrebæksminde, der tilmelder sig, tilføjer Gert Vestergaard, der sammen med formanden og John Kryger udgør lokalrådets lille varme-trio.

BORGERMØDER OM PROJEKTET
-Vi har haft samtaler med Næstved Kommune og Næstved Varmeværk, der er meget positive over for vores ide, og varmeværket har lovet at være med til at projektere, administrere og drive værket, oplyser Søren Knudsen, der på vejne af lokalrådet har bedt kommunen om at tage ideen med i Næstved Kommunes fremtidige varmeplan.

Lokalråd Karrebæksminde vil, så snart corona-situationen tillader det, invitere til borgermøder for at fortælle mere om ideen, lodde stemningen og få gang i debatten. Til disse borgermøder vil der naturligvis blive inviteret repræsentanter fra rådgivere og andre, med stort kendskab til den form for lokale varmeværker.
Placeringen af selve bygningen, hvor den store varmepumpe eventuelt skal installeres, er endnu ikke besluttet, men det bliver et sted, hvor den minimale støj fra ventillationen ikke generer de omkringboende.

John Kryger, Søren Knudsen og Gert Vestergaard udgør “Varmetrioen” i Lokalråd Karrebæksminde.
error: Nej!