Meget lokalt By Loppemarked
Lørdag den 13. april fra 10.00-14.00 er der By Loppemarked i Karrebæk By, hvor der er mulighed for at gøre en god handel eller måske få de sidste lokale nyheder, det udenforstående nok vil kalde for sladder.
De sidste to år har beboerne i Karrebæk holdt et lokalt By Loppemarked. Og det er meget lokalt, men ikke mindre morsomt og herligt af den grund.
-By Loppemarkedet foregår kun i Karrebæk By, omkring Bygaden, Karrebæksti og Karrebækstræde, fortæller Lotte N. Nielsen fra Karrebækstræde, der har været med fra starten.
-Folk står i deres indkørsler og i deres haver og jeg tror, at der efterhånden er godt 20 boder omkring i byen.
KUN EN DAG
Det betyder, at alle i Karrebæk, kan stille lopper ud ved deres hus, eller samle sig i private haver. Meningen er så, at besøgende kan gå en lille tur i byen og kigge på lopper og måske gøre en god handel?
-Vi holder det kun den ene dag, og det plejer at være en virkelig hyggelig dag, hvor mange kigger forbi og får en god snak.
Lørdag den 13. april er det så tredje gang, der er By Loppemarked i Karrebæk By.