Fremhævede nyhederHandelNyhederTurisme

Hvad gør du, når kroppen brokker sig?

Når du nu alligevel skal ind og have gjort noget ved krøllerne hos frisørerne Hanne Pind og Irene Jønsson i HairVision i Alléen, så skulle du måske også kigge ind i den lille butik ved siden af, for at få gjort noget ved “den indre skønhed”.
Kropsterapeut Tanja Tofthøj har nemlig lejet lokalerne fra den 2. september, hvor hun flytter sin praksis ”A better life” fra privaten i Lodshaven til de nye lokaler.

SPÆNDINGER OG URO
Men hvad er kropsterapi? har vi spurgt Tanja Tofthøj.
-Kropsterapi tager udgangspunkt i kroppen som en helhed, hvor det psykiske og fysiske hænger sammen, forklarer Tanja.
-Det betyder, at hvis man har det dårligt psykisk, kan det sætte sig i kroppen som smerter, spændinger og uro. Modsat kan de fysiske problemer i kroppen påvirke ens psykiske tilstand.

KROPPEN BROKKER SIG
De fleste mennesker oplever indimellem at livet er svært, og at kroppen brokker sig, enten stille og roligt eller den giver et højlydt signal om, at der er noget helt galt. Så har den brug for hjælp.
– Mange kommer hos mig, fordi livet er blevet svært, de er kørt trætte og har mistet fodfæstet i livet. Det kan give sig udslag i stress, angst, sorg, eller følelsen af tomhed indeni, forklarer Tanja Tofthøj.
-Andre kommer med helt konkrete skavanker, som smerter i knæ, ryg, nakke eller hovedpine.

NOGET FOR ALLE
En behandling hos Tanja Tofthøj tager normalt omkring en time, og starter med en kort samtale om, hvad der rører sig i ens liv.
-Herefter foregår behandlingen på briksen. Jeg behandler hele kroppen, og kan undervejs komme med kommentarer til, hvad kundens krop fortæller mig. Andre gange foregår behandlingen i stilhed, oplyser Tanja.
Kropsterapi er for alle, uanset alder, køn, fysiske og psykiske forhold, og terapien kan hjælpe med at lindre mange forskellige symptomer, både fysiske og psykiske, så det er måske en overvejelse værd, om det skulle prøves.
Tanja Tofthøj åbner som sagt mandag den 2. september og holder reception fredag den 6. september mellem 14 og 17 i sine lokaler i Alléen og du kan læse mere om behandlinger, priser, tidsbestilling m.m. på www.tanjatofthoj.dk

Tanja Tofthøj starter klinik den 2. september i Alléen og bliver nabo til HairVision på hjørnet.
error: Nej!