Enø Kød har fået vokseværk
-Forretningen går godt, og vi har fået en byggetilladelse til at udvide, så det er det, vi er i gang med, fortæller indehaveren af Enø Kød, Niklaes Skjold Hansen.
Han har i nogle år drevet sin lille forretning fra stejlepladsen, hvor mange kunder, sommer og vinter har lagt vejen forbi, for at få kvalitetsprodukter med hjem.
Med udvidelsen får Niklaes et bedre lokale med arbejdsbord og mere kølekapasitet, så der bliver mulighed for at producere endnu flere hjemmelavede ting, under gode arbejdsforhold.
-Og så har vi lige fået aftale med Næstved Kommune om at få lagt vand og kloak ind. Tilslutningsafgiften er 50.000 kr. og så skal der graves lidt, smiler Niklaes, og styrter afsted til sin Coronatest i Næstved.
Det er X-Pect Byg fra Vesterhave, der står for byggeriet og indehaveren Preben Geert-Jørgensen er i fuld gang.
Foran butikken udvides terrassen tilsvarende.