Is kan spises året rundt
Selv om termometret ikke er meget for at vise to-cifrede varmegrader, ryster Stine Beyer Andersen ikke på hånden, når hun i morgen, lørdag kl. 12.00 åbner Vaffelbageriet Enø på hjørnet ved siden af Petersens Pizza og Fiskehuset Enø.
-Vi håber det bliver godt vejr i weekenden, siger Stine og kigger op på en helt blå himmel, mens hendes mand Tim er ved at klare en lille detalje i butikken.
Stine lægger ud med tilbud på en kugle is i hjemmelavet vaffel med logo til kun en flad 10’er, og så er der 24 isvarianter at vælge imellem, men forretningen lukker også først kl. 17, og har samme åbningstid på søndag, hvor der også er det samme tilbud.
LÆKKERIER OG DELIKATESSER
Ved siden af Vaffelbageriet Enø, holder B-spisehuset til og her er Mia Søndergaard klar til at åbne idag og i de kommende weekender med spændende og lækre retter.
Fini er også klar med sin lille butik i den gamle Cirkus Arenavogn, og Enø Kød og Fiskehuset Enø tilbyder også delikatesser til midagsbordet.
Så der er så småt ved at komme god gang i Karrebæksminde efter en lang, våd og på alle måder trist vinter.