Menighedsråd køber tidligere vognmandsforretning
Med købet af Karrebækvej 850 forpligter Karrebæk Menighedsråd sig samtidig til at sælge Bethesda og nedrive den gamle svinestald. der ligger i forbindelse med præstegården.
I over fire år har medlemmerne af Karrebæk Menighedsråd med kirkeværge Jørn M. Jakobsen og formand Carsten Storgaard i spidsen, forsøgt at få bedre personale- og mødefaciliteter. Og nu ser det endelig ud til at det lykkes.
GLAD FOR SALGET TIL MENIGHEDSRÅDET
Karrebæk Menighedsråd har nemlig lige købt ejendommen Karrebækvej 850, der tidligere husede Karrebæk Vognmandsforretning og senere HRJ-Service.
Det er Hans Richard Jørgensen der har solgt ejendommen til menighedsrådet.
-Jeg er rigtig glad for at jeg blev kontaktet af Karrebæk Menighedsråd omkring et eventuelt køb af ejendommen, fortæller Hans Richard Jørgensen fra Enø.
-Derfor er det også en glæde for mig, at handlen nu er en realitet og at der igen kommer liv i lokalerne.
ET STORT PLUS FOR SOGNET
I menighedsrådet er man også godt tilfredse med købet af ejendommen og det gode samarbejde, der gennem tiderne altid har været med Hans Richard Jørgensen og hustru Ulla Pedersen.
-Vi blev mødt med en meget positiv indstilling, da vi forespurgte på ejendommen, fortæller formand for Karrebæk Menighedsråd Carsten Storgaard.
-Der bliver nu mulighed for at indrette et godt stort mødelokale til vores mange aktiviteter, ligesom der også bliver let og handicapvenlig adgangsvej både til huset og kirkegården.
-Der er ingen tvivl om, at det nok skal blive et stort plus for sognet.
Overtagelsen finder sted den 1. januar 2024, men allerede nu er menighedsrådet igang med at indhente priser på de småændringer, der skal udføres, for at den nye sognegård skal kunne anvendes optimalt. Også et stort antal P-pladser følger med ejendommen, så kirkegængere i fremtiden ikke længere behøver at passere Karrebækvej, når de skal parkere på de store kirkedage.
KIRKEGÅRD I BAGHAVEN
Ejendommen ligger om man så må sige, med kirkegården i baghaven.
-Der vil kunne etableres direkte adgang fra ejendommen og ind på kirkegården, for gående men også for vores graverteam, der vil have deres maskiner stående i den store garage ved ejendommen, fortæller formand for Kirkegårdsudvalget, pressefotograf Finn John Carlsson.
-På den måde slipper vi for at skulle over Karrebækvej med maskinerne og når vi skal køre blade og blomster over i vores store kompostbunker. Dem er der nemlig også plads til ved ejendommen.
GODE PERSONALEFACILITETER
Personalet, der består af organist og graverteam får nu nogle gode personalefaciliteter med kontorer, omklædningsrum, bad og toilet samt spisekøkken, alt sammen gennemisoleret og i lyse farver.
-I menighedshuset Bethesda havde personalet nogle små kontorer på 1. salen, og slet ikke de faciliteter der idag skal være med til at give et godt arbejdsmiljø, siger Finn John Carlsson.
-Det bliver der lavet om på nu, og vi skal da i den forbindelse ikke glemme at sige tak til personalet for deres store tålmodighed.
-Bygningen kommer, som vores formand nævner, også til at rumme virkelig gode mødefaciliteter, der har stor betydning for de mange aktiviteter der ugen igennem i øjeblikket foregår i Bethesda. Og så bliver forholdene for vore mange frivillige hjælpere også forbedret væsentligt.
PROJEKT ØST NÆSTEN “LAGT I GRAVEN”
Menighedsrådet har igennem de sidste fire år haft planer om at lave den gamle svinestald også kaldet “spejderhytten” ved præstegården om til personalefaciliteter, men den ide var provstiet i første omgang ikke helt vild med.
-Men da vi ikke anså et “nej” for et svar, pressede vi på og fik så lov til at gå videre med projektet, der også indebar en renovering af gårdspladsen og en opfriskning af det gamle stråtækte hus, der tidligere var graverbolig. Dog besluttede provstiudvalget, at huset ikke måtte bruges til beboelse, fortæller Finn John Carlsson.
-Fredningsmyndighederne var på besigtigelse og havde ikke noget at bemærke, fortsætter udvalgsformanden.
-Men da svinestien, i modsætning til de andre huse på grunden, mærkeligt nok ligger inden for kystbeskyttelseslinjen, så skulle sagen lige forbi Kystdirektoratet i Lemvig, og der har sagen ligget i over et år. Men nu er der altså andre og meget bedre planer på bordet.
-Vi er dog i fuld gang med at se på den del af Projekt Øst, der handler om en renovering af selve gårdspladsen, som vi håber kan gå igang i det nye år, påpeger Finn John Carlsson.
LEJEMÅL FORTSÆTTER
I ejendommen Karrebækvej 850 er der et lejemål, og det fortsætter som hidtil. Menighedsrådet har ingen planer om at skulle bruge lokalerne i den røde murstensbygning, der altid har været anvendt til beboelse. De har rigeligt i de andre lokaler og den gigantiske garage bag bygningen.