Genoptager gammel tradition
Hvis du er til traditionel jazz af den bedste skuffe, eller måske bare gerne vil stifte bekendtskab med det for sørste gang, så skulle du kigge forbi Grundlovspladsen, Den Grønne Plæne ved Kanalkroen i Karrebæksminde, mandag den 5. juni, hvor The Spirit of New Orleans og Thomas Nissen underholder.
TA’ MADKURVEN MED
-I samarbejde med Karrebæksmindes Aktivitetsudvalg genoptager Sct. Jørgens Jazzklub de tidligere så populære Grundlovsjazz ”Ta’ madkurven med ”-arrangementer, fortæller Christian Wulff fra Sct. Jørgens Jazzklub.
-Det bliver en udendørskoncert med The Spirit of New Orleans og Thomas Nissen, hvor vi spiser den medbragte mad fra kl. 12-14, hvorefter der er jazz de næste tre timer.
-The Spirit of New Orleans er et af de mest kendte og rutinerede orkestre i Danmark, med en unik dynamisk og swingende stil, der rummer alle de ingredienser, der skal til for at gøre den musik levende, forklarer Christian Wolff.
-Det er genrene ragtime, blues, marcher, evergreens, gospel og spirituals.
-Thomas Nissen er en fantastisk fortolker af gospel og spirituals-lyrik med hjerte og sjæl. Med hans store stemme og flotte vibrato bliver man henført til de store amerikanske gospel-gudstjenester med body and soul.
GRATIS ARRANGEMENT
Hvis man ikke selv vil stå for madkurven, kan de fleste af karrebæksmindes restauranter og caféer hjælpe med den del af projektet, ligesom der serveres vand, øl og vin på pladsen.
Arrangementet er gratis og arrangørerne håber naturligvis på stor opbakning, så Karrebæksminde måske igen bliver det sted man tager hen, for at høre god jazz.