ForeningerFremhævede nyhederNyhederTurisme

Børstenbinder og amerikanerbiler

Der er igen i år lagt op til noget af en festdag, når Karrebæk Høstmarked løber af stablen den 14. september fra 10-14 i Karrebæk Præstegård.

En snes stadeholdere har meldt deres ankomst og derudover byder det hyggelige høstmarked på musikalsk underholdning, besøg i Karrebæk Mølle og kirke og et par spændende nyheder.

MASSER AFAKTIVITETER FOR DE YNGSTE
De mange stadeholdere, der igen i år vil deltage på markedet, kommer for de flestes vedkommende fra Karrebæk og omegn, og det er mere eller mindre egne produkter og håndarbejder de sælger.

Derudover er der ponyridning for børnene og 4H laver en masse aktiviteter for de yngste gæster, så der bliver virkelig noget at se på.

SPÆNDENDE HYHEDER
Men der kommer også nogle spændende nyheder med på markedet.

Børstenbinder Michael Kok ”Børsten og Kosten” kommer med nogle af sine flotte håndlavede produkter. (Foto: Finn John Carlsson.)

-Vi har været så heldige at få All American Cruisers fra Marvede, til at komme med en stribe af deres flotte amerikanerbiler, og hvem kan sige sig fri for at kaste et beundrende blik på de store ”flydere”, fortæller Gunhild Krogager Carlsson fra Karrebæk Høstmarked.

”Børsten og Kosten” fra Vemmelev kigger også forbi med nogle af sine flotte børster og koste. Michael Kok er blind og har lært børstenbinderiet, så han i dag har en lille god forretning.
Enø Kød og Enø Vin er også nye på markedet, ligesom Sæbesyderiet Ryholm kommer med sine produkter. Derudover er der mange stande med håndarbejde og brugskunst.

MANGE FORSKELLIGE BODER
-Hvis vejret tillader det, vil Gry Sahl Hansen stå for bolchefremstilling i løbet af dagen, og der vil også være mulighed for at købe Aloe Vera-produkter, oplyser Gunhild Krogager Carlsson.

-Og vi må ikke glemme, at der igen i år er mulighed for at købe Dagens Ret m. dessert fra Kanalkroen, ligesom Egely vil være repræsenteret med de populære spegepølser, ligesom der er mulighed for både at få smagsprøver og købe nogle af Freddy Blaks smagfulde whisky- og portvins-produkter, siger Søren Vedel fra Karrebæk Høstmarked og tilføjer, at der også vil være smagsprøver på lokalt fremstillet honning.

Der er altid gode tilbud hos Bent Lindely Jensen, der sælger planter til krukker og haven. (Foto: Finn John Carlsson.)

-Vi er på vej ind i efterårssæsonen og her kan Bent Lindely Jensen tilbyde efterårsplanter til krukker og have.

Børnehaven Humlehaven er igen på plads med en stor kaffe- og kagebod og Else og Lars Weber Rasmussen kommer med deres gigantiske udvalg i garn og uldprodukter.
Derudover er der håndarbejde, gaveartikler og brugskunst i flere boder.

I løbet af dagen vil MacK & Co underholde med dejlig musik og viser, ligesom der også vil være mulighed for at komme indenfor i Karrebæk Mølle, hvor Karrebæk Møllelaug viser rundt og fortæller om møllens historie og fremtid.

error: Nej!