Fremhævede nyhederHandelMad og drikkeNyhederTurisme

Idérige unge åbner Smoothie-bar

Idag åbner Julie Mørch, 19, og Jeppe Spottog, 22, deres lille forretning “Fruity – Smoothies & More” på Stejlepladsen i Karrebæksminde.
En lækker smoothie-bar står klar til at tilbyde sommergæsterne og forhåbentlig også en masse lokale kunder på lækre smoothies, iscafé, milkshakes og koldt vand.
Når vi kommer lidt længere hen på sæsonen, vil der også være mulighed for at købe frisk frugt hver dag fra denne lille smarte bod.

FULD AF IDEER
De unge mennesker, der iøvrigt er kærester, bruger deres opsparing på sommerprojektet, og så har Jeppes far lagt ud for den herlige salgsstand.
Det er ikke første gang Julie og Jeppe kaster sig ud i spændende projekter.
Således har Julie sin egen lille designforretning, hvor hun tegner og syr modetøj. Og den fortsætter hun med sideløbende med “Fruity”. Jeppe har boet i Kina, hvor han har haft en engelsk sprogskole og ved siden af lærte eleverne at spille bordtennis. Noget af en opgave, når man tænker på, at Kina er verdensførende i den sportsgren.
-Men det var meget små børn, jeg lærte det, smiler Jeppe.

Parret får nok at se til, når vejrguderne lokker med sol og sommer de næste par dage, og mon ikke mange vil lægge vejen forbi den smarte salgsvogn og få lidt læskende til ganen.
Åbningstiden bliver fra om formiddagen til der ikke er flere gæster i området.
Lige bag vognen findes den nyanlagte “P-tang” bane, som bliver flittigt brugt.

error: Nej!