ForeningerFremhævede nyhederNyhederTurisme

Klar til 14 ugers kunstudstilling

 

Der bliver masser af aktivitet i Karrebæksminde Fiskeri- og Bymuseum her i sommer.
-Vi får 42 udstillere, som har fordelt de 14 uger fra 22. maj til 27. august imellem sig, fortæller Næstformand for museet Peter Christiansen.
Tidligere har museet kun holdt åbent for uidstillinger i skoleferien, men den længere åbningsperiode har vist sig at være en god ide, ligesom udstillingen i efterårsferien, også har været en stor succes de tidligere år.
Der er lagt op til et spændende udstillingsprogram i det smukt restaurerede museum, hvor der sidste år var virkelig godt besøg i hele åbningsperioden. Se udstillerlisten her.

KØBT FOR 1 KRONE
Overdragelsen af den gamle materialegård i Karrebæksminde til Karrebæksminde Fiskeri- og Bymuseum fandt sted i 2004 og prisen var en krone, som blev betalt kontant.
Næstved Havn havde ikke længere brug for bygningen, og den stod bare og forfaldt, men siden er der blevet arbejdet ihærdigt på bygningen ude og inde.

DYGTIGE OG FLITTIGE MEDHJÆLPERE
Skiftende bestyrelser har “regeret” i bygningen, men staben af frivillige medhjælpere, hvoraf en del var faguddannet indendor de forskellige byggefag, har været nogenlunde konstant, og bygningen hører til blandt de mest bevaringsværdige i Karrebæksminde, hvis man lytter til beboerne i området.
-Vi har i øjeblikket en halv snes frivillige hjælpere, der giver en hånd med, når der er noget, der skal vedligeholdes eller repareres, fortæller næstformand Peter Christiansen, der i øjeblikket er konstitueret formand.
En del af disse er specialister på netop deres felt indenfor byggeri, og andre har bare fået skruet hænderne godt på og er villige til at påtage sig alle opgaver, med kyndig vejledning.
-De er guld værd for en forening som vores, påpeger Peter Christainsen, der selv ved en del om elektricitet.

Afdøde lokalhistoriker og bådfører Ole Nørgaard foran bygningen, som den så ud i 2004, hvor museumsforeningen overtog den for en krone.

STRÅTAGET STÅR FOR TUR
Tilbage i 2004 var Næstved Havn glade for at slippe af med den gamle ejendom og de var sikre på, at museumsforeningen nok skulle få noget brugbart ud af den, lad os bare sige, meget misligeholdte bygning.
Siden har et større restaureringsarbejde været igang og stille og roligt er de forskellige rum blevet færdige. For nogle år siden, kom turen til bygningens førstesal, hvor der idag er to gode og isolerede mødelokaler, som en del af lokalsamfundets foreninger, gør flittigt brug af.
Næste store projekt, er et nyt stråtag til nordsiden af huset.
For nogle år siden blev sydsiden skiftet, og nu er foreningen ved at skaffe de små 300.000 kr. som en ny side koster.
-Det arbejde udføres dog af professionelle tækkemænd, oplyser Peter Christiansen.
-Det er der ingen af os, der har forstand på.
Hvornår projektet kan startes er endnu ikke helt klart, idet der stadig mangler lidt mere end en snes tusinde kroner i kassen, inden foreningen tør gå igang med taget.

Peter Christiansen er konstitueret formand for Karrebæksminde Fiskeri- og Bymuseum. Her ved den velholdte fladbundede fjordpram, som foreningen netop har fået skænket af Bjarne Ditlevsen, Karrebæk.

 

error: Nej!