Herlig dag i Smålandsfarvandet
Det var næsten havblik, blå himmel med lette skyer og en tilpas vandtemperatur, da omkring 30 deltagere gav sig i kast med en times svømning i Smålandsfarvandet ved Karrebæksminde.
Det var den nystartede forening Enø Open Water, der stod for arrangementet, hvor deltagerne kunne få en smagsprøve på, hvad det vil sige at svømme i havet contra i en svømmehal med klorvand.
Gudrun Lønborg Höskuldsdóttir fra Enø Open Water kunne efter en times svømning røbe, at de energiske deltagere havde svømmet 97 kilometer ialt, på den 350 meter lange bane, der var lagt ud tæt på stranden og lystbådehavnen.
HURTIG HJÆLP VAR IKKE NØDVENDIG
Til at holde øje med svømmerne, havde Enø Open Water allieret sig med Enø Vandsport og MarineEvent, der i kanoer og en gummibåd hurtigt ville kunne komme svømmerne til hjælp, hvis det var påkrævet.
-Men det blev heldigvis ikke nødvendigt, fortalte Anders Cruckov Hansen, der havde taget skibshunden Konrad med i båden, for at have lidt selskab.
Alle deltagerne gennemførte en times svømning, ingen gav op undervejs.
-Det var der ingen, der ville være bekendt, som en af svømmerne udtrykte det, da hun kom ud af vandet.