Træerne på vej tilbage i hele Alléen
Alléen i Karrebæksminde kan snart igen kalde sig en rigtig allé.
Næstved Park & Vej er nemlig i fuld gang med at sætte nye træer i de gigantiske blomsterkasser, der i årets første måneder blev gravet ned igennem Alléen, et arbejde, der stadigvæk foregår.
De første 26 træer af typen Tyrkisk eg er sat på stykket fra Brosvinget og ned til svinget i Alléen og de resterende træer på resten af strækningen, vil blive sat, når turistsæsonen er overstået.
Men indtil videre kan beboerne glæde sig over, at de ikke fremover skal være bange for, at træernes rødder gror ind i fundamenterne på husene og ødelægger murværket. Tyrkisk eg er af sorten Frynse eg, der er en meget hårdfør træsort, der i modsætning til de tidligere Lindetræer i Alléen, ikke er så modtagelige for bladlus, der sendte deres sure safter ned på de parkerede biler, så der skulle ekstra meget sprinklervæske i brug, inden man som bilist kunne se ud af forruden igen.