Farvel til direktørjob for at passe caféer, politik og familie
-Ja, det er rigtigt, at jeg opsagde mit job som direktør i Huawei i København sidste år, for at få mere tid til familien og mit politiske arbejde, Café Oliver og nu også Café Kyst, fortæller Süleyman Yücel, mens han saver lidt af en gasbetonsten, så rammen til et par dobbelte fløjdøre kan passes ind i det gamle samaritterhus på stranden i Karrebæksminde, hvor Cafenø indtil for godt 14 dage siden havde til huse.
Ud over direktørjobbet er Süleyman Yücel også indehaver af Café Oliver i Næstved og så blev han ved kommunevalget i 2021 valgt til byrådet i Næstved, hvor han er næstformand i Socialudvalget, medlem af Beskæftigelses- og Rekrutteringsudvalget og så sidder han i Handicaprådet, Videnscenter for Specialpædagogik (VISP), er i bestyrelsen for Næstved Erhverv A/S og tilforordnet i Næstved Frivilligråd Forening, så “fritiden” har også fået ben at gå på.
KUN LEJEKONTRAKT PÅ 5 ÅR
Nu har han også købt Cafenø på stranden, og havde første parket til indvielsen af det nye dige. Men der var ikke tid til at deltage i den reception. Der blev arbejdet.
-Vi har tegnet en 5 års kontrakt med Næstved Havn, og så håber vi, at vi kan gøre det så godt, at vi kan få kontrakten forlænget når de fem år er gået, siger Süleyman Yücel.
Der er indhentet tilladelse til ombygningen af Næstved Havn og Næstved Kommune har givet byggetilladelse, der udover en stor flot terrasse også indeholder opsætningen af et par pavilloner i forbindelse med bygningen. Disse pavilloner skal indeholde køkken og toiletter.
ALT ER REVET NED
-Vi har revet alt ned indendørs, så der bliver et stort rum med plads til omkring 50 spisende gæster. Det er vortes plan at lokalet også skal kunne anvendes til selskabslokale, hvis vi ikke har plads på Oliver i Næstved, fortæller Süleyman Yücel.
-På den nyanlagte terrasse bliver der plads til godt 80 mennesker. Den er vi også i fuld gang med at lægge, men vi tager det hele stille og roligt.
-Vi forventer at kunne åbne i midten af maj, men håber naturligvis på den 1. maj, smiler cafeejeren, der selv giver et nap med ved ombygningen, sammen med sin bror og dygtige håndværkere.
MANGLER PERSONALE
Der er allerede ansat en bestyrer til Cafe Kyst, hvor også Süleyman Yücel får sin daglige gang, ligesom han tager del i arbejdet på Café Oliver i Næstved, der iøvrigt er byens ældste café, hvor der bliver lagt vægt på hygge, god mad, god service og hyggelige omgivelser.
-Det er de samme ting vi vil vægte her på Café Kyst, når vi går igang, påpeger Süleyman Yücel, der i øjeblikket er igang med at samle en god merarbejderstab og søger i den forbindelse personer, der kunne tænke sig at have et godt job under ordnede forhold og i fantastiske omgivelser sommeren igennem.